SecurityWorldMarket

20-10-2016

De største sikkerhedsleverandører øger deres globale markedsandel

Markedsanalysebureauet IHS har for nylig offentliggjort en rapport om markeder med fokus på elektronisk udstyr og teknikbaseret service. Udstyrsdelen omfatter videoovervågning (inklusive billedlagring), indbrudsalarmer samt adgangskontrol. Servicedelen gælder først og fremmest adgangskontrol og videoovervågning som tjeneste - Video surveillance as a service (VSaaS) hhv. Access Control as a Service (ACaaS), inklusive fjernovervågningstjenester samt teknikintegration.

Ifølge undersøgelsen ”IHS Market Physical Security Equipment and Services Report” øgede de 15 største leverandører hvad angår salgsvolumen inden for disse områder deres andel fra 21,4 procent af hele det globale marked i 2014 til 23,1 procent i 2015.

IHS mener endvidere, at de førende sikkerhedsvirksomheder vil øge deres markedsandel yderligere i 2016.

I rapporten fremgår det, at dette kombinerede marked for udstyr og tjenester beregnes at have omsat for nærmere 124 milliarder USD i 2015. Tyco International, med en andel på 3,8 procent, var den største leverandør af udstyr og service. Derefter kommer ADT med 2,9 procent af markedet og på tredjepladsen kommer listens stærkeste vækst-selskab, Hikvision med 2,5 procent.

Oliver Philippou, markedsanalytiker hos IHS, påpeger, at rapportens estimater om selskabernes markedsandel ikke omfatter fusioner og opkøb, som har fundet sted i 2016, eksempelvis sammenslåningen af Tyco og Johnson Controls, Securitas opkøb af Diebolds nordamerikanske elektronikvirksomhed, Apollo Global Managements køb af ADT og fusionen mellem Protection 1 og ASG Security. Disse vil øge markedsandelen yderligere for de 15 sikkerhedsselskaber, som topper IHS-listen.

Men det er ikke kun store opkøb, som bidrager til, at koncentrationen i toppen styrkes. Kinesiske virksomheder som Hikvision og Dahua Technology vokser fortsat meget hurtigere end gennemsnittet af markedet, ikke alene på hjemmemarkedet, men også internationalt, ikke mindst som en følge af en stærkt profileret priskonkurrence.

Men alt handler ikke bare om produktpriser. Stadig flere af de store aktører tilbyder forhåndskonfigurerede integrationsløsninger, som gør det muligt for integratorerne at holde installationsomkostningerne nede og at kunne fokusere på forretninger med lønsomme service- og vedligeholdskontrakter.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen