15-12-2010
DBI døbt i brændevin
Chr. H. Olesen, der på direktørposten havde efterfulgt sin far C. A. Olesen (som stiftede De Danske Spritfabrikker sammen med C. F. Tietgen), blev en af landets absolut førende industriprofiler. Det lykkedes ham at samle al dansk sprit-, brændevins- og gærproduktion i én virksomhed, som tilmed opnåede statskoncession og dansk eneret på området. Dermed kom spritfabrikkerne til at danne et uvurderligt fundament for den unge Brandværnskomité, som fik opgaven med at gå regelmæssige brandværnsinspektioner på virksomhedens produktionssteder rundt om i landet.
Snaregade var således blot starten og, som nævnt, et historisk sted. Brænderiet blev startet af den legendariske brændevinsbrænder Anton Brøndum, og det var her, man i 1840 begyndte at producere Brøndum Kummenaquavit - det ældste snapsemærke, som endnu produceres og sælges i Danmark. Dermed kan dette produkt fejre 150-års-jubilæum i år.
Ildebrandshuse
De regelmæssige brandværnsinspektioner må have virket – i det mindste er der ikke rapporteret om brande i inspektionsperioden.
Det er ellers et par ejendomme med en vis brandmæssig historie. Husene i Snaregade er brændt ned flere gange – blandt andet under Københavns store ildebrand i 1728. Efter denne brand blev bygningerne genopført i den stil, der siden blev kaldt ’ildebrandshuse’ (en hustype, som i dag blandt andet har overlevet på Gråbrødre Torv). Men det varede kun til 1795, da der igen opstod en stor bybrand, som ramte den ene side af Snaregade.
Inden for et år blev husene atter genopbygget – dog mere brandsikre og i den nyklassicistiske stil, som nu var blevet mode.
På vej mod de 100
I dag er der ingen spor tilbage af brændevinsproduktionen i Snaregade. Men bygningerne er blevet fredet og står udadtil næsten uændrede, siden De Danske Spritfabrikker boede her. Og lige som spritfabrikkerne var med til at sikre DBI i begyndelsen, har DBI gennem årene været med til at værne De Danske Spritfabrikker mod brand.
I dag er virksomheden franskejet og hedder officielt Pernod Ricard Denmark. Snapsenes indhold af kommen er dog ikke blevet udskiftet med anis, og DBI har stadig brandværnsinspektion på det tilbageværende store produktionsanlæg i Aalborg.

































