Milestone har via et samarbejde med Højteknologifonden gjort videomonitorering til mere end bare billeder på en skærm. Virksomhedens produkter kan også understøtte aktiviteter som produktion, logistik, marketing, salg, forureningsbekæmpelse, intelligente bygninger og andre analyserende anvendelser af video. Siden Milestones software er en slags styresystem, kan andre virksomheder levere apps, så systemet let kan tilpasses en bestemt forretningsmæssig anvendelse.
Den nye software-teknologi er i udvikling i forbindelse med et stort forskningsprojekt, som Milestone Systems står i spidsen for, der startede i 2012 og løber i tre år. De øvrige deltagere er DTU, Aalborg Universitet, Securitas og Nabto, mens Højteknologifonden har bidraget med 15 millioner til projektet. Projektet drejer sig om at fortolke indholdet af videoen, sådan at indholdet bliver beskrevet automatisk. Et eksempel kunne være en opstilling med et videokamera i en butik, hvor kundernes gang i butikken automatisk dokumenteres. Derved kan det måles, om køerne bliver for lange ved kassen eller der kan indhentes statistik over de mest besøgte områder i en butik.
”Vi er meget stolte over, at projektet allerede nu bærer frugt. Vi er endnu kun i fase et og forventer at kunne præsentere markedet for flere nye løsninger til søgning i metadata. I de næste faser vil vi blandt andet forske i, hvordan softwaren selv kan lære forskellen mellem normal og unormal aktivitet på videobilleder. Derved kan man være sikkerhedsmæssig proaktiv eller bruge video som et forretningsværktøj,” siger Hans Jørgen Skovgaard, direktør for produktudvikling, Milestone Systems.
”Hvis der sker en ulykke eller et overfald på en station, kan politi eller vagtpersonale søge på det præcise område, hvor episoden skete ved at kæde GPS-koordinater sammen med videooptagelserne, og i løbet af få sekunder have en optagelse af gerningsmanden eller ulykken klar, ” siger Hans Jørgen Skovgaard, Milestone Systems.
Softwaren gør det også muligt at søge målrettet efter specifikke objekter i det optagede videomateriale. Det kan fx være en efterlyst blå bil, der holdt i en afstand af 200 meter fra Rådhuspladsen i et bestemt tidsrum. Normalt tager sådan en søgning lang tid, da der skal søges i al videomaterialet fra området. Med den nye løsning søges der kun i metadata, det vil sige, at softwaren søger i de indlagte data om optagelserne, fx GPS-position, retning, antal biler, antal personer, bevægelse, temperatur mv., frem for i selve videooptagelserne. Det giver op til 1.000 gange hurtigere søgning efter begivenheder i videoen.
En anden mulig anvendelse for metadata-teknologien er at bruge mobiltelefoner som sikkerhedskameraer, idet GPS-koordinater og kompasinformationer kan lagres sammen med videoen. Dermed ved man præcis, hvorhenne videoen er optaget. Det kan bruges som tryghedskameraer, sådan at man let kan dokumentere truende adfærd. Teknologien kan også anvendes til for eksempel dokumentation af forureningsudslip, forsikringsskader eller bare at dokumentere fangsten for en lystfisker.
”Mulighederne med vores nye software-teknologi er uanede. Vi forventer, at der vil komme en strøm af nye løsninger fra partnere, der bygger videre på Milestone Systems nye åbne platform-video software,” siger Hans Jørgen Skovgaard, direktør for produktudvikling, Milestone Systems.
































