Direktør for Unisecure, Henrik Olsen, havde sidste år flere konstruktive møder i New York med byens politikorps, NYPD. Hovedemnet var sikring af blandt andet guldsmede og eksklusive ur-butikker med en løsning, hvor en røver bliver tilsprøjtet med uafvaskelig DNA-væske. Selv om DNA-væske er blevet brugt i Danmark og især England i flere år, så er denne sikringsmetode ret ukendt i USA.
I sidste uge kunne The New York State Sheriffs’ Association – hvis medlemmer består af staten New Yorks 58 sheriffer, der hver bestrider et af statens ”counties” – meddele pressen, at organisationen offentligt anbefaler Selecta DNA som et effektivt værktøj i kampen mod butiksrøverier og mærkning af værdigenstande.
Butikker i staten New Yorks hovedstad Albany, nord for New York City, er begyndt at bruge løsninger med DNA-væske, ligesom også tv-stationer i Florida og Tennessee i januar har bragt indslag om Selecta DNA.
Unisecures SelectaDNA spraysystem påfører en røver en fin sky af UV-væske med sporstof og en unik DNA-kode, som bliver siddende på hud, tøj, sko, våben mv. i mindst seks uger, og som kan let spores. Systemet bruges bl.a. i supermarkeder, guldsmedeforretninger, restauranter, tankstationer, døgnbutikker, spillehaller, banker mv.
Foruden i spraysystemer bruges DNA-væsken til at påføre for eksempel elektrisk håndværktøj, kobberkabler og mange andre værdifulde genstande, så de i tilfælde af tyveri kan spores af politiet bagefter. Således blev der i begyndelsen af september afgivet ordrer til Los Angeles Metro i USA, som nu vil begynde at mærke sine tyveri-udsatte kobberkabler med DNA-væske.
- Den overordnede hensigt med DNA-væsken er naturligvis den præventive effekt, der ligger i at kunne advare tyveknægte og røvere med skiltning, så de opgiver deres forehavende og forsvinder, siger Henrik Olsen, der i Danmark ikke mindst oplever stor succes med at sælge sine løsninger til den tyveriplagede entreprenørbranche.
Unisecure vil på Sectech-messen i København i marts demonstrere og fortælle om løsningsmulighederne med usynlig DNA-væske.