SecurityWorldMarket

28-10-2010

Danfoss Semco øger sin satsning på vandtågeanlæg til brandsikring

Med sine dyser og anlæg til højtryksvandtåge har ikke mindst Danfoss Semco A/S Fire Protection markeret sig på området, hvor blandt andet kultur- og universitetskomplekset Alsion i Sønderborg er et skoleeksempel på, hvordan vandtågeanlæg kan erstatte sprinkleranlæg.
Det danske firmas højtryksanlæg, der markedsføres under navnet SEM-SAFE®, opererer med et tryk på 60-120 bar, som skaber en vandtåge med ekstremt små dråber. Nu skal systemet lanceres mere bredt til byggeriet. I Danmark har Danfoss Semco for nylig indgået aftale med VVS-firmaet L&H-Rørbyg om at stå for forhandlingen af anlægget. Hidtil har producenten selv stået for kontakt og salg til kunderne, men nu er der skabt grundlag for en bredere markedsføring og distribution af anlæggene til danske byggerier.

Danfoss Semco satser dog i høj grad på eksport og har for tiden gang i projekter i mere end en snes lande verden over.

Grundlaget for det gennembrud, som nu er i sigte, skyldes blandt andet den tekniske udvikling, og at man har opnået en række anerkendte klassifikationer og godkendelser. Sideløbende har firmaet opbygget det nødvendige produktions- og serviceapparat med udgangspunkt fra hovedkontoret i Odense.

Prøvninger dokumenterer kvalitet
En betydelig del af dette kvalitetssikringsarbejde bygger på slukningsprøvninger udført hos DBI i Hvidovre, hvor der i de senere år er udført en række udviklings- og klassifikationsprøvninger samt certificeringsarbejde.

- Som noget enestående i verden har vi udviklet en løsning, som gør, at almindelige ikke-brandklassificerede glaspartier kan brandsikres ved hjælp af vandtåge. Løsningen betyder, at glaspartierne vil kunne klare brandkravene i henhold til EI 60 eller EI 60 A2-s1,d0 – dvs. BD 60- eller BS 60-adskillelser, fortæller Jens T. Jepsen, der er Senior Product Development Manager hos Danfoss Semco.

R&D Manager Henrik Bygbjerg fra Danfoss Semco oplyser, at der på det grundlag blandt andet er opnået certifikater på dyser samt på anlæg til blandt andet fritureslukning og lokal beskyttelse i bygninger.

Henrik Bygbjerg tilføjer, at firmaet netop nu er ved at opnå den tyske VdS-godkendelse for vandtåge til sikring af kontorer, garager, hoteller samt hulrum over nedhængte lofter og under hævede edb-gulve. Det sker på baggrund af et omfattende testforløb i DBI’s prøvningslaboratorium, hvor effektiviteten af Danfoss Semcos vandtågeanlæg er blevet sammenlignet med konventionelle sprinklersystemer.

- Med den forventede godkendelse forventer vi ikke kun at kunne øge vores salg i Tyskland, men også på verdensmarkedet generelt for disse systemer, forklarer Henrik Bygbjerg, som oplyser, at Danfoss Semco er den næststørste aktør på vandtågemarkedet.

Overtager stor del af sprinklermarkedet
Han forudser, at vandtågeanlæg vil overtage en væsentlig del af sprinklermarkedet, således at op mod halvdelen af fremtidens vandbaserede brandslukningsanlæg vi bygge på vandtågeteknologi.

Hos den danske forhandler er der også stor optimisme.
- Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil opleve et boom på dette område. Højtryksvandtågeanlægget byder på unikke fordele for alle parter, lige fra arkitekter og bygherrer til brugere og forsikringsselskaber, lyder det fra Henrik Jørgensen, direktør i L&H-Rørbyg.

Han henviser til, at hvor traditionelle sprinklere kan køle 378 kJ pr. liter vand, er SEM-SAFE® i stand til at eliminere en varmeudvikling på 2.600 kJ pr. liter vand, hvilket svarer til syvdobbelt effekt. Den bedre køleevne skyldes primært, at forstøvet vand har en større overflade.

Henrik Jensen gør samtidig opmærksom på, at de små dråber og vandmængder betyder, at vandskaderne begrænses, noget som han mener, at forsikringsselskaberne fremover vil lægge vægt på.

For arkitekterne er der også fordele ved højtryksvandtåge, der har et meget begrænset vandforbrug. Således er rørdimensionerne mindre end ved sprinkleanlæg, ligesom der kun er behov for et lille vandreservoir, hvis direkte tilslutning til offentlig vandforsyning ikke er mulig eller tilstrækkelig.

KIlde: DBI


Leverandører
Tilbage til toppen