SecurityWorldMarket

13-05-2020

Antallet af elektrikerlærlinge styrtdykker

Underdirektør Tina Voldby.

Installationsbranchen oplever et voldsomt fald i antallet af indgåede uddannelsesaftaler. Organisationen Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer til øjeblikkelig politisk handling.

Efter i en årrække at have toppet alle statistikker over antallet af lærlinge og uddannelsesaftaler kan også installationsbranchen nu mærke konsekvenserne af coronakrisen på dette område.

Antallet af indgåede uddannelsesaftaler er i coronaperioden fra den 12. marts 2020 til den 29. april 2020 faldet med knap 50 procent på elektrikeruddannelsen i forhold til samme periode sidste år.

”Det er en meget alvorlig, om end forventelig, udvikling, som tydeligt viser, den kritiske situation branchen står i,” siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, og uddyber:

”Den usikkerhed, som coronakrisen har udløst, omkring aktiviteten i branchen både under og efter det øjeblikkelige virusudbrud, får naturligt nok virksomhederne til at holde igen, når det gælder om at ansætte lærlinge. Virksomhederne reducerer deres omkostninger og har svært ved at overskue, om ordrebøgerne bliver fyldt op. Derfor vælger mange at stoppe op og vurdere situationen nøje, inden man laver 3-4-årige kontrakter med nye lærlinge,” siger Tina Voldby.

Hun understreger, at der er et voldsomt og akut behov for, at man fra politisk side får vedtaget en lærlingepakke, der kan stimulere virksomhedernes lyst til og muligheder for igen at lukke op for flere lærlinge – ikke mindst set i lyset af at mange netop er ved at afslutte grundforløbet og skal ud og finde en praktikplads.



Leverandører
Tilbage til toppen