30-04-2014
Alarm giver besked når niveauet falder i dieseltanken
»I flere år har landbruget fysisk sikret dieseltankene. Men tyveknægtene bliver mere intelligente, så vi oplever, at flere blot borer hul i en dieseltank, hvis den er svær at bryde op. Når det sker, så er tanken ødelagt, og der skal en ny til,« fortæller Lars Kristensen, direktør hos Cogétil.
Cogétil har derfor udviklet en elektronisk løsning, der måler trykket i tanken og omsætter det til liter. Så snart, niveauet ændrer sig uden for en fastlagt tidszone, sendes en alarm på sms, e-mail eller opkald.
»Systemet forhindrer ikke, at tyvene kan bore hul i tanken. Men det sørger for, at enten ejer eller en vægter får en alarm, så man faktisk kan reagere på tyveriet i stedet for først at opdage tyveriet flere dage senere. Systemet viser også det præcise svind, hvilket er godt over for forsikringen,« tilføjer Lars Kristensen.
Kilde: Landbrugsavisen


































