SecurityWorldMarket

03-02-2022

Installatørernes organisation får ny kommunikationschef

Jonas Forup

Tekniq Arbejdsgiverne har ansat Jonas Forup som ny kommunikationschef. Jonas Forup kommer til at spille en helt central rolle i udviklingen af organisationen med et datadrevet medlemsfokus og stærk politisk kommunikation.

Tekniq Arbejdsgiverne henter sin nye kommunikationschef fra Dansk Industri (DI). Her har Jonas Forup de seneste fem år skabt flotte resultater i DI’s arbejde med bl.a. strategisk kommunikation, politisk interessevaretagelse og presse. Sammen med resten af Tekniq Arbejdsgivernes ledergruppe og adm. direktør, Troels Blicher Danielsen, skal Jonas være med til at gøre organisationens kommunikation endnu mere datadrevet, øge synligheden og styrke positionen som Danmarks grønne og digitale arbejdsgiverforening.

- Jeg er meget glad for at kunne tiltrække et stort talent med en bred profil til at udvikle og lede vores kommunikationsarbejde. Vi vil være mere synlige, mere datadrevne i vores medlemskommunikation, og vi skal have sammenkoblet vores indre og ydre digitale verden, så vores medlemmer kan få endnu bedre og mere nærværende rådgivning på tværs af alle vores platforme, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Jonas Forup indtræder i Tekniq Arbejdsgivernes ledelse. Han får ledelsesansvar for al kommunikation, presse, sociale medier og organisationens hjemmeside, ligesom han får en central rolle i at udvikle vores datadrevne og digitale arbejdsgiverforening.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen