SecurityWorldMarket

13-08-2023

Vi stjæler stadig mere i butikkerne

Kilde: Danmarks Statistik / www.statistikbanken.dk/straf12

Den stigende tendens i antallet af anmeldte butikstyverier fortsætter i andet kvartal 2023, hvor der blev anmeldt 6.134 butikstyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Dette svarer til en mindre stigning på 2 pct. i forhold til årets første kvartal, oplyser Danmarks Statistik.

Antallet af anmeldte butikstyverier har været stigende siden fjerde kvartal 2021, hvor der blev anmeldt 3.747 butikstyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Dette svarer til en stigning på 64 pct. fra fjerde kvartal 2021 til andet kvartal 2023. Den stigende tendens siden fjerde kvartal 2021 skyldes særligt flere anmeldelser i kategorien butikstyveri købmand/supermarked/mejeri, som i årets andet kvartal udgjorde 71 pct. af alle butikstyverier.

Færre anmeldelser om tyveri

Selvom antallet af anmeldte butikstyverier er steget i årets andet kvartal blev der anmeldt færre tyverier i alt. I andet kvartal 2023 blev der i alt anmeldt 23.120 tyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Til sammenligning blev der i årets første kvartal anmeldt 23.915 tyverier i alt, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til et fald på 3 pct. fra første kvartal 2023 til andet kvartal 2023. Det mindre fald i antallet af anmeldelser om tyveri skyldes særligt færre anmeldelser i kategorierne tyveri fra bil, båd mv., andre tyverier samt lomme- og tasketyveri, som faldt med hhv. 12 pct., 3 pct. og 4 pct. i årets andet kvartal.

Minimale udsving i anmeldte indbrud

I andet kvartal 2023 blev der i alt anmeldt 7.870 indbrud, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til en stigning på 2 pct. i forhold til første kvartal 2023. Den mindre stigning i antallet af anmeldte indbrud skyldes mindre stigninger i indbrudskategorierne indbrud i beboelse og indbrud i forretning, virksomhed mv. som steg med hhv. 3 pct. og 2 pct. Antallet af anmeldelser vedr. indbrud i ubeboede bebyggelser forblev derimod på samme niveau i andet kvartal 2023 som i første kvartal 2023.



Leverandører
Tilbage til toppen