SecurityWorldMarket

25-03-2024

Solar ansætter bæredygtighedschef

Denise Goldby, bæredygtighedschef for Solar i Danmark.

Grossist- og servicevirksomheden Solar i Vejen skal i 2030 være netto-nul udledende i sin egen drift og reducere CO2e med 25 procent på tværs af værdikæden. En bæredygtighedschef, Denise Goldby, skal hjælpe udviklingen på vej - både internt og overfor kunderne.

Arbejdet med bæredygtighed er et emne, der fylder meget i hverdagen for de fleste virksomheder, og det kræver, at man gør en indsats. Solar, der leverer løsninger inden for el, vvs, klima og energi, har plantet en skov som et synligt bevis på en af selskabets indsatser i forhold til den grønne omstilling.

Nu skal Denise Goldby som koncernens første bæredygtighedschef være med til at sætte spot på de utallige mindre og større indsatser, der skal til, for at Solar kan nå sin egen klima-målsætning og samtidig hjælpe sine kunder til at nå i mål med deres.

Imødekommer kundernes behov

- Bæredygtighed er en vigtig del af vores strategi. Vi arbejder tæt sammen med vores kunder og leverandører for at støtte den grønne omstilling med såvel produkter, viden, support og kurser. Med ansættelsen af Denise vil vi sætte turbo på arbejdet med at klarlægge og imødekomme vores kunders behov med hensyn til grøn omstilling og nedbringelse af CO2e-emissioner, siger Carsten Leonhard Antonisen, Senior Vice President, MD Solar Danmark.

Denise Goldby er ved at færdiggøre en MBA i bæredygtighed fra CBS og har 15 års erfaring i Solar, hvor hun også er valgt som medarbejderrepræsentant i selskabets bestyrelse. Hun er derfor godt rustet til jobbet som bæredygtighedschef.

Kundens samarbejdspartner

- Jeg skal i mit nye job arbejde på, hvordan vi kan få bæredygtighed endnu mere ind som en integreret del af den måde, vi driver virksomhed på. Bæredygtighed er kompleks, tidskrævende og et meget vigtigt emne. Og vi vil gerne hjælpe vores kunder - vi vil gerne tage ansvar - og være kundens samarbejdspartner på rejsen, siger hun.

Og fordi bæredygtigheds-tiltag kan være vidt forskellige fra virksomhed til virksomhed, handler det for Denise Goldby om at lytte til de enkelte kunders ønsker og indsamle data.

Også mindre virksomheder bliver ramt

- Det er en ny verden, vi bevæger os ud i. Nogle virksomheder er - måske fordi de er store og har flere ressourcer - længere fremme på bæredygtighedsagendaen end mindre og mellemstore virksomheder. Vi kommer til at hjælpe alle vores kunder på vej, men jeg tænker, at det i starten er de mindre og mellemstore, jeg kommer til at have størst fokus på.

Det kan f.eks. være i forbindelse med ESG-rapportering, der for større virksomheder bliver et lovkrav fra 1. januar 2024, når CSR-direktivet med fælleseuropæiske standarder for bæredygtigheds-rapportering træder i kraft. Men det vil også smitte af på mange mindre virksomheder, der måske er underleverandører til større - eller som bliver mødt af kravet i forbindelse med udbud af offentlige arbejder.

- Vi kommer også til at supportere vores kunder i forhold til de krav om produktindsigt, der kommer i forbindelse med det stadigt voksende antal regler omkring bæredygtigt byggeri, siger bæredygtighedschefen, der tiltrådte den nyoprettede stilling den 1. marts.

Internt i virksomheden vil medarbejderne opleve, at Denise Goldby løbende holder dem underrettet om virksomhedens tiltag og de mange informationer, der løbende kommer på bæredygtighedsområdet. “Jeg ser det som en kontinuerlig proces, som vi vil understøtte både gennem kurser for medarbejderne og gennem en løbende informationsstrøm,” siger hun.

Målbare indsatser

Men Denise starter ikke med et hvidt stykke papir. Solar A/S har allerede roadmaps for bæredygtighedstiltag kørende på flere områder.

Et af de tiltag, der allerede er implementeret, er konceptet “Fastbox”, hvor Solar leverer ordrer til kunderne på elcykler eller med elbiler:

- Det er med til at fremme den grønne omstilling nu og her. Og det er målbart, konstaterer hun.



Leverandører
Tilbage til toppen