SecurityWorldMarket

26-01-2024

Saudi-Arabien indfører regulering omkring kameraovervågning

Saudi-Arabien indfører sanktioner for forskellige former for misbrug af overvågning.

Det saudiarabiske indenrigsministerium indfører nu regler og klækkelige bøder for ulovlig brug af overvågningskameraer, skriver Gulf News.

Saudi-Arabiens indenrigsministerium har besluttet at give høje bøder for ulovlig brug af overvågningskameraer. Ministeriet har bestemt, at en bøde på 20.000 saudiarabiske riyal (SAR), svarende til ca. 36.000 danske kroner, kan pålægges personer, som offentliggør optagelser fra kameraovervågning i strid med loven.

Privatlivsbeskyttelse

Tiltaget er en del af en større indsats for at regulere brugen af overvågningssystemer og sikre, at de bruges på en måde, der respekterer retten til privatliv.

Indenrigsministeriet understreger, at enhver form for manipulation, herunder skade eller sabotage mod kameraovervågningssystemer eller deres optagelser, også er underlagt strenge straffe.

Derudover fremhæver ministeriet specifikke regler vedrørende installation af sikkerhedskameraer.

Ulovlige installationer også strafbare

Der kan udstedes en bøde på 10.000 SAR, ca. 18.000 DKK, for hvert tilfælde af ulovlig installation af overvågningskameraer på steder, hvor installation er forbudt.

Endelig kan der gives en bøde på 5.000 SAR, ca. 9.000 DKK, såfremt kameraoperatøren ikke opbevarer optagelser i den periode, der kræves for kameraovervågning.



Leverandører
Tilbage til toppen