SecurityWorldMarket

30-01-2024

Nets vinder sag om Dankort-kampagne

Sø- og Handelsretten har netop afsagt en kendelse, som giver Nets, som er ejer af Dankort, medhold i, at beregningerne, der ligger til grund for en Dankort marketingkampagne er solide nok. Det var anden gang indenfor to måneder, at Nets vandt en sag over konkurrenten Platpay.

Med hensyn til 11 af de besparelsesudsagn, som Nets anfører i sin markedsføringskampagne for Dankort, fandt retten fandt, at de pågældende udsagn var i overensstemmelse med markedsføringslovens dokumentationskrav og hverken var vildledende eller i strid med god markedsføringsskik. Retten nedlagde dog forbud mod to andre besparelsesudsagn i kampagnen - men ikke kampagnens hovedbudskab om, at Dankort årligt sparer butikkerne 500 millioner kr.

- Vi er glade for, at Sø- og Handelsretten har bekræftet os i, at beregningerne der ligger til grund for vores kampagne er solide. Vi skal glæde os over den mangfoldighed i betalingsalternativer som vi har i dag i Danmark, hvor Dankort – i stadig større grad – komplementeres af andre betalingsalternativer, herunder primært internationale betalingskort. Denne mangfoldighed, som Dankort udgør en vigtig del af, er en samfundsmæssig styrke, som er med til at sikre en aktiv konkurrence i forhold til prissætning og funktionalitet, siger Esben Torpe Jørgensen, direktør for Dankort, og fortsætter:

- Dankort er i dag nøje reguleret af de danske myndigheder. Prissætningen er politisk bestemt og et resultat af en fordeling af de omkostninger, der er til drift af systemet, som Konkurrence og Forbrugerstyrelsen hvert andet år forholder sig til og godkender. Dette gør, at Dankort er det billigste og mest effektive betalingsalternativ for butikkerne, og dermed også for forbrugerne og samfundet.

Det er nu anden sag inden for kort tid Nets har vundet over Flatpay i relation til Dankort, da Sø- og Handelsretten så sent som 18. december 2023 slog fast at Flatpay ikke har ret til at bruge Dankort varemærket.

Flatpay skal efter sagens resultat betale delvise sagsomkostninger til Nets. Sagsomkostningerne er ud fra sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000 kr. ekskl. moms



Leverandører
Tilbage til toppen