SecurityWorldMarket

15-12-2023

Kryptosvindel: Kursmanipulation sendte valuta i vejret med 22.000 pct.

Svindlerne lancerer en ny kryptovaluta og opretter et valutapar ved at forbinde den med en mere etableret kryptovaluta i en likviditetspulje på en decentral børs

Check Point Research har identificeret en alarmerende tendens, hvor bedragere manipulerer likviditetspuljer for kryptovaluta og dermed sender kryptopriserne i vejret for selv at score gevinsten.

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har netop fundet tegn på, at bedragere er begyndt at benytte en ny form for kursmanipulation til at udnytte decentraliserede kryptobørser (DEX). I det konkrete svindelnummer lykkedes det svindlerne at manipulere likviditetspuljen på en selvoprettet kryptovaluta og franarre intetanende indehavere for mere end en halv million kroner ved at få kursen til at stige med mere end 22.000 pct.

Selvom svindelnummeret kan lyde teknisk, går det i al sin enkelthed ud på at udnytte udbud og efterspørgsel gennem følgende trin:

1. Oprettelse af kryptovaluta

Svindlerne lancerer en ny kryptovaluta og opretter et valutapar ved at forbinde den med en mere etableret kryptovaluta, såsom Ethereum, i en likviditetspulje på en decentral børs. Dette kan sammenlignes med et valutapar som USD/EUR. Lad os i dette tilfælde kalde det skabte valutapar for WIZ/WETH.

2. Aggressiv markedsføring

Svindlerne forsøger at skabe hype om den nye kryptovaluta, WIZ, og tiltrækker investorer ved at bruge sociale medier og influencers til at promovere den.

3. Investorer køber sig ind på den nye kryptovaluta

Investorer begynder at købe WIZ, hvilket øger den samlede mængde i likviditetspuljen.

4. Likviditetspuljen manipuleres

Svindlerne benytter sig af princippet ”burning”, hvor de fjerner en stor mængde WIZ fra puljen. Denne handling reducerer udbuddet og får prisen til at stige. Investorer vil dermed være af den overbevisning, at de har oplevet en stor gevinst, og nye investorer vil se potentialet og købe sig ind på kryptovalutaen.

5. Bedragerne sælger sine aktiver

Svindlerne vil ofte sidde på en stor del af den samlede kryptovaluta og kan derfor sælge en stor mængde af WIZ til WETH, mens prisen er skudt i vejret. Når den store mængde sælges, vil prisen naturligt falde, hvilket resulterer i tab for mange af de resterende investorer. Tilbage sidder bedragerne med en betydelig gevinst i en mere etableret og mindre manipulerbar kryptovaluta som Ethereum.

Da kryptolandskabet vokser, er det kritisk for kryptoinvestorer at kende til truslerne og holde sig opdateret på de nyeste metoder, som de cyberkriminelle anvender. Kursmanipulation er blot ét eksempel og endnu en stærk påmindelse om, at svindlere i alle afkroge af den digitale verden finder nye metoder. Derfor arbejder Check Point på hele tiden at udbrede nyheder om de nyeste cybertrusler, når de bliver identificeret.



Leverandører
Tilbage til toppen