SecurityWorldMarket

06-02-2024

Globeteam henter ny managing director hos Netcompany

Andreas Strandbygaard, managing director i Globeteam

Det danske konsulenthus Globeteam har ansat Andreas Strandbygaard som ny managing director for selskabets danske aktiviteter. Andreas Strandbygaard kommer fra en ledende stilling hos Netcompany.

Før tiden i Netcompany var Andreas Strandbygaard i en længere årrække ansat i konsulenthuset Accenture. Ansættelsen betyder, at Andreas Strandbygaard træder ind i direktionen hos Globeteam sammen med de to stiftere, adm. direktør Claus Moldow og projektdirektør Morten Strunge Nielsen.

- Vi laver denne nye organisering som en konsekvens af, at vi har startet udrulningen af en vækststrategi i Norden. Jeg vil derfor koncentrere mine kræfter på at understøtte denne strategi på et mere overordnet plan. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Andreas Strandbygaard. Han er ganske enkelt det helt rigtige match, siger Claus Moldow.

Også den nye managing director ser frem til at komme i gang i det nye job:

- Jeg har fulgt Globeteam på sidelinjen de sidste år, og det er en helt unik virksomhed med en særlig kultur og et særligt koncept, som gør, at selskabet er helt fremme blandt de allerbedste, når det handler om at løse IT- og ledelsesopgaver for både private virksomheder og kunder i det offentlige. Jeg er virkelig glad for at blive en del af teamet, siger Andreas Strandbygaard.




Leverandører
Tilbage til toppen