SecurityWorldMarket

09-11-2023

Folketinget udvider retten til overvågning i det offentlige rum

Retten til tv-overvågning udvides, så restauranter og butikker må filme 100 meter ud på offentlig vej - i dag er grænsen 30 meter.

Et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om en ny bandepakke. Aftalen indeholder 44 nye tiltag, og det er blandt andet vedtaget, at det skal straffes hårdere at være i besiddelse af kniv og udøve såkaldt ydmygelsesvold. Samtidig udvider man retten til tv-overvågning, så restauranter og butikker må filme 100 meter ud på offentlig vej - i dag er grænsen 30 meter.

- Vi har kunnet se, at overvågning er et nyttigt og vigtigt redskab både til at få opklaret og forhindret forbrydelser, siger justitsministeren til DR og henviser til sagen fra Vestsjælland, hvor en 13-årig pige blev kidnappet og efterfølgende fundet ved hjælp af blandt andet tv-overvågning.

Ministeren anerkender, at der også er et hensyn til privatlivets fred at have in mente, når man udvider mulighederne for overvågning.

- Vi har noteret os, at en lang række partier i lyset af de ulykkelige sager, vi har set over de seneste par år, gerne vil tillade en øget brug af overvågning, så politiet kan gøre brug af det i efterforskninger, siger han til DR.

Partierne er også blevet enige om, at politiet blandt andet skal have bedre mulighed for at bruge civile agenter og udføre telefonaflytning, står der i aftaleteksten.

Bag aftalen står SF, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og regeringspartierne Moderaterne, Venstre og Socialdemokratiet.



Leverandører
Tilbage til toppen