SecurityWorldMarket

08-06-2012

Vagtbranchen har taget et kvantespring

Tonni Jensen

Tonni Jensen er adm. dir. for Vagt.dk ogmedlem af SikkerhedsBranchens bestyrelse. SecurityUser har stillet ham en række spørgsmål i relation til de seneste års udvikling i vagtbranchen.

Hvordan ser du vagtbranchens udvikling i de sidste 10 år?
Branchen har flyttet sig fra de traditionelle vagtydelser til også at omfatte ydelser for private borgere. Vi udfører nu opgaver for alle dele af samfundet, dvs. virksomheder, det offentlige og det private - samt stadig flere ydelser for rederier, både i havnene og nu også ude til søs i risikofyldte farvande. En væsentlig årsag til, at denne forandring har været mulig, er den igangværende certificeringen af vagtselskaberne. Og det er fantastisk vigtigt, at denne proces fortsætter.

Men der er også modstand mod certificeringen?
Jeg har stor forståelse for, at mange små, lokale selskaber mener, de hverken har tid eller råd til en ISO 9001-certificering - og jeg har også forståelse for, at disse firmaers faste kunder mener, at det er totalt overflødigt. Men det er nu den vej, udviklingen går, og det er takket være certificeringen, at branchen har kunnet løfte sit image, og dette imageløft skaber både indtjening og nye arbejdspladser. Og hvis man vil køre som underleverandører for de store vagtselskaber osv., så kan man ikke stå udenfor. Efter min mening kan den fortsatte certificering kun gå for langsomt.

Hvordan ser du de næste 10 år?
Jeg synes allerede, at branchen har taget et taget kvantespring i forhold til image-løft og nye opgaver, men den hurtige udvikling fortsætter i de kommende år. Mediernes store fokusering på hjemmerøverier og østeuropæiske bander giver bølger i den rolige og måske lidt naive danske andedam. Og øget internationalisering, EU-krav, terrortrusler mv. vil stille krav til samfundet og til branchen, som vi ikke har set tidligere mht. bevogtning af havne, transportanlæg osv. Jeg tror også, at vi vil gå mere og mere ind i rollen som rådgiver og sparringspartner for opdragsgiveren - og hvis vi er dygtige nok, så opnår vi den tillid, som baner vejen for yderligere samarbejde.

I Sverige ser man flere og flere store 'kameracentraler', hvor få operatører kan løse vagtrelaterede opgaver for mange kunder ét sted fra. Hvad mener du om den udvikling?
Jeg tror godt, at fjernovervågning kan tage nogle vagtjobs ude i de mindre samfund - især hvis en vagtydelse 'blot' er en del af et standardprodukt til en kunde. Men de allerfleste steder har både kunde og vagtselskab en seriøs holdning til sikkerhed, og her er teknologien ikke en trussel. Med de krav, der i dag og i fremtiden stilles til sikkerhed, vil nok så mange kameraer aldrig kunne afløse vagten af kød og blod. I visse tilfælde vil teknologien dog kunne være et godt supplement, f.eks., hvis operatøren på centralen, der ser med kameraets øjne, kan assistere vagten på selve stedet.

Hvad har den igangværende udvikling betydet for den enkelte vagt?
Rollen for den enkelte vagt har ændret sig, og det vil den fortsætte med, i takt med at samfundet ændrer sig. Tidligere var vores nærmeste kontaktperson hos opdragsgiveren måske en pedel eller en vagtmester. I dag er det ofte en direktør eller en økonomichef. Det stiller større krav til vagten, når han observerer et defekt varmeanlæg, en maskine, der ikke er stoppet korrekt, en lækage på et vandrør, eller hvad ved jeg. Her står vagten ofte alene med problemet og skal selv træffe en række beslutninger. I dag kræver vagtrollen også ofte et bedre kendskab til andre mennesker og deres reaktionsmønster end tidligere, når man f.eks. går vagt i et center og konfronteres med mange mennesker fra forskellige kulturer.

Som medlem af SikkerhedsBranchens bestyrelse følger du jo på nærmeste hold pilotprojektet mellem vagtbranchen og Vestegnens politi - hvilken betydning tror du, det vil det få for branchen?
Vi kan jo kun håbe, at det går, som det ligger i kortene, nemlig at et formaliseret samarbejde mellem politi og vagtbranche bliver landsdækkende, måske engang til næste år. Jeg tror, at alle i branchen meget gerne vil være med til at passe på det samfund, vi er en del af og dermed løfte en række opgaver i samarbejde med politiet. Der er nogle, som er utilfredse med, at de ikke vil blive ekstra honoreret, når de f.eks. har fundet en bortgået dement person og skal bringe denne tilbage til plejehjemmet, men vi skal se det ekstra ressourceforbrug som en investering, der kommer godt igen. Med det nye samarbejde vil vi i branchen komme til at føle, at vi gør endnu mere gavn ude omkring. Jeg tror, vi på sigt får en mere tilfredsstillende arbejdsdag. Vi vil få løftet vores image yderligere, og vi vil få endnu flere opgaver fra både private og offentlige kunder. Det er helt klart en win-winsituation for alle parter.

Er der for mange vagtselskaber i Danmark?
Jeg under gerne alle, der vil lave ordentligt vagtarbejde, en indtjening de kan leve af. Men ud af de 470 autoriserede vagtfirmaer, vi har i Danmark, er det kun ca. 170, der genererer omsætning. Og i det hele taget er der kun et halvt hundrede, der har vagtselskabet som hovedbeskæftigelse. Vagtlovsbekendtgørelsen kræver, at man skal generere omsætning for at opfylde kravene, så ud fra den betragtning, ja, så er der alt for mange på markedet. Det skader branchens image, hvorfor det er vigtigt, at der kommer mere fart på certificeringen.

Hvordan ser kriminalitetsbilledet ud med branchens øjne - oplever I alle de ting, som medierne skriver om?
Selvfølgelig oplever vi østeuropæiske forbrydere, men både de udenlandske og danske forbrydere er jo oftest smarte nok til at gå uden om vores kunder. De hjemsøger virksomheder eller private med en dårligere eller ingen sikring. Og det er yderligere en positiv ting ved et formaliseret samarbejde med politiet, nemlig at vi får kombineret forskellige billeder af, hvordan virkeligheden faktisk ser ud. Østeuropæiske bander og hjemmerøverier er mest noget, vagterne oplever gennem medierne. I øvrigt behøver vi slet ikke bruge hjemmerøverier og østeuropæere i skræmmeøjemed over for kunderne. Det 'salgsarbejde' gør politikere og journalister ganske gratis for os.



Leverandører
Tilbage til toppen