SecurityWorldMarket

17-03-2007

Tyvebande går efter dyre motorbåde

Et kig i kalenderen viser, at foråret er kommet, og mange bådejere er så småt begyndt at glæde sig til at sætte båden i vandet. Men på det seneste har Øresundskysten været udsat for en række speedbådstyverier. Det usædvanlige ved tyverierne er, at tyvene er stukket af med bådene, mens de har stået opmagasineret på havnen enten på stativ eller på deres trailer.

- Har man sin båd stående på traileren, skal man undersøge, om der ikke er mulighed for at låse den fast med kæder, eller sætte en klods om hjulet på traileren. Man skal også overveje, om båden ikke kan stå andre steder end på havnearealet, siger konsulent Helle B. Pedersen, Forsikringsoplysningen.
Stjålne både kommer sjældent tilbage, fordi både ikke bliver indregistreret på samme måde som biler, eller lastbiler. Myndighederne har svært ved at undersøge om en båd er blevet stjålet, derfor er stjålne både lettere at sælge videre end stjålne biler.
- Er båden kaskoforsikret, skal dit forsikringsselskab dække tyveri eller tyveriforsøg. Men det kan betyde, at din selvrisiko stiger, siger Helle B. Pedersen.
Forsikring & Pensions Østkontor mener, at det er de samme personer der står bag tyverierne. Østkontoret efterforsker sager om forsvundne lastbiler, biler og både, og har tallene fra forsikringsbranchen.

Hvad kan bådejeren gøre:
• Lås båden fast til en tung genstand der ikke lige kan flyttes. • Fjern motoren
• Hold jævnligt opsyn
• Sæt et skilt på båden hvor der står, at den er tømt for værdi. • Få installeret et elektronisk sporingssystem på båden.

Bådens kaskoforsikring dækker tyveri af båden samt af udstyr, der er fastspændt til båden. Den dækker også skader på båden efter indbrud eller indbrudsforsøg. Med en almindelig kaskoforsikring er båden dækket, mens den er på land i perioden 30. september og til 1. april. Resten af året er båden også dækket, hvad enten den er på land eller er i sit rette element, vandet. Flere forsikringsselskaber forlanger, at båden har installeret elektronisk sporingssystem for at ville forsikre den.




Leverandører
Tilbage til toppen