SecurityWorldMarket

13-12-2016

To større brandsikkerhedsændringer undervejs

Brandsikkerheds- og forsikringsbrancherne har udtrykt stor bekymring for Danmarks brandsikkerhedsniveau, skriver avisen Security User. Foto: Freeimages.com

Trafik- og Byggestyrelsen har fået travlt. Til sommer næste år skal de have gennemført to større ændringer i reglerne omkring brandsikring af byggeriet. Dels skal der etableres en certificeringsordning for rådgivere, der kan foretage den tekniske byggesagsbehandling, og dels skal der udfærdiges et nyt bygningsreglement med en helt ny struktur. Det skriver avisen Security User.

Ændringerne er et led i Regeringens vækstplan fra 2015. Vækstplanen fastslog, at reglerne for brandsikring af byggerier skal ”harmoniseres” med vores nabolandes. Det er siden blevet påpeget fra flere sider, at der ikke findes fælleseuropæiske regler at harmonere efter, og at Danmark ikke stiller voldsomt strengere krav end de lande, vi normalt sammenligner os med.

Det er dog alligevel Regeringens holdning, at ændringer på brandområdet vil gøre det nemmere, hurtigere og billigere at bygge i Danmark. De nye regler skal blandt andet gøre det nemmere at gentage et byggeri i andre dele af landet, når først det er godkendt et sted. For at imødegå brandsikkerheds- og forsikringsbranchen, der har udtrykt stor bekymring for Danmarks brandsikkerhedsniveau, forsikrede Trafik- og Byggestyrelsen ved et møde i november at ændringerne skal sikre et ”ensartet højt niveau for sikkerhed.” Det blev dog ikke nærmere defineret, hvad et højt niveau egentlig er.

Den nye certificeringsordning af rådgivere bliver en ISO/IEC 17024 personcertificeringsordning. Det er altså ikke virksomheden, men den enkelte rådgiver, der certificeres. ISO/IEC-standarden suppleres af en ny bekendtgørelse, der fastlægger de specifikke kompetencekrav til de certificerede rådgivere og krav til certificeringsorganet.

Niveauinddelt ordning

Certificeringsordningen vil være niveauinddelt, sådan som mange kender det fra statikerordningen. Bygninger inddeles efter kompleksitet i fire brandklasser, og alt efter brandklassen er der forskellige krav til rådgiveren. Kun i de øverste to brandklasser bliver der krav om en certificeret rådgiver, mens der i den næstlaveste bliver krav om det, Trafik- og Byggestyrelsen indtil videre kalder en ”uddannet rådgiver.” Der vil være kompetencekrav til denne rådgivertype, men altså ikke certificeringskrav. I den laveste brandklasse vil der slet ikke være krav til rådgiveren, mens der i den øverste kan suppleres med krav om tredjepartskontrol. Kontrollen kan fx være fra kommunen eller en anden certificeret rådgiver.

Bygningsreglementet ændres for at understøtte den nye certificeringsordning og forenkle reglerne for brandsikring af byggeriet. Til den lejlighed dropper man den klassiske kapitelinddeling i Bygningsreglementet, og i stedet indføres en tematiseret struktur. For at understøtte regelforenklingsarbejdet får europæiske og andre internationale standarder en større rolle i det nye bygningsreglement. Standarderne skal tydeliggøre sikkerhedsniveauet, give mulighed for at vælge en kendt løsning og gøre det muligt at dokumentere løsninger. De steder, hvor standarderne ikke slår til, vil der blive indskrevet særlige tillægskrav i Bygningsreglementet.

Stram tidsplan

Begge ændringer har en stram tidsplan: Både bekendtgørelsen om den nye certificering og det nye bygningsreglement skal i høring ved årsskiftet, så de kan træde i kraft pr. 1. juli 2017. Arbejdet blev sat i gang i november, og Trafik- og Byggestyrelsen har inviteret branchen med i arbejds- og følgegrupper til ændringerne. Flere har dog allerede fra det indledende møde i november udtrykt skepsis over tidsfristerne. Et helt nyt Bygningsreglement på seks uger – endsige et halvt år – ville da også være en usædvanlig og imponerende bedrift.

Kilde: Security User, Elisabeth Kierkegaard



Leverandører
Tilbage til toppen