SecurityWorldMarket

21-03-2013

Svensk ekspert: Dansk alarmtransmission i fare

Mogens Hansen fra SikkerhedsBranchen afviser den svenske kritik.

Hvad sker der, når alarmen går? Kommer den igennem til modtageren, så der kan træffes de nødvendige foranstaltninger? I Sverige er spørgsmålet blevet debatteret en hel del på det seneste som en følge af markedets overgang fra analog til digital alarmkommunikation. Hvordan ved vi, at IP-alarmsenderne fungerer, og hvad sker der, hvis nettet går ned? Uvisheden om problemets omfang synes stor i Sverige, og Danmark fremhæves af en svensk ekspert som et skrækeksempel. Nu skærpes de svenske forsikringskrav til leverandørerne af alarmtransmissionsudstyr.
Alarmsendernes tilgængelighed skal være målbar og skal regelmæssigt dokumenteres. I Sverige gælder i dag regelsættet SSF 130 vedrørende projektering og installation af indbrudsalarmanlæg, som indebærer, at al alarmkommunikation i klasserne 3 og 4 skal måles hvad angår tilgængelighed - såkaldt ”uptime” eller ”polling”. Certifikatindehaverens statistik om larmsendernes tilgængelighed skal kunne dokumenteres over for det svenske certificeringsorgan SBSC (Svensk Brand- og Säkerhetscertifiering).

Tilgængelighed skal måles
Fra og med I. april i år lanceres SSF 130:8, som stiller tydeligere krav til overvåget alarmtransmission. Reglerne er baseret på eksisterende EN-normer, og al alarmtransmission i samtlige svenske alarmklasser skal nu måles med henblik på tilgængelighed. Det indebærer, at certifikatindehaveren (produktleverandøren) hver måned skal beregne og føre en log over alle tilsluttede alarmsenderes tilgængelighed over for den aktuelle kontrolcentral. Statistikken skal hvert år opjusteres og – med henblik på fortsat certificering - indsendes til det svenske certificeringsorgan SBSC. Er tilgængeligheden for lav, kan certifikatet inddrages. Reglerne siger, at alarmsendernes tilgængelighed i alarmklasse 3 og 4 skal være på mindst 99,8 procent og i klasse 1 og 2 mindst 95 procent.

Ikke aktuelt for Danmark
Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen, mener ikke, der i øjeblikket er behov for lignende skærpede krav i Danmark.

– Jeg synes, det er vigtigt, at man sikrer varetagelsen af kundernes interesser. Hvis der er problemer med pålideligheden, skal disse problemer selvfølgelig løses. At man nu i Sverige skærper kravene hvad angår alarmtransmissionsudstyr og kræver dokumentation af alarmsendernes tilgængelighed kan jo være én vej at håndtere et evt. problem på. Men så vidt jeg ved, fungerer alarmtransmissionen i Danmark tilfredsstillende og efter hensigten. Normalt bruges også alternative transmissionsveje, især når det drejer sig om virksomheders eller offentlige institutioners sikkerhedssystemer, siger Skov-Mikkelsen.

Danmark som skrækeksempel
I den svenske debat er Danmark imidlertid blevet som skyts i bestræbelserne på at få en mere restriktiv holdning over for leverandørerne. Johan Holmström, forretningsudviklingsansvarlig hos det svenske alarmkommunikationsselskab Dualtech IT, skriver i en debatartikel i fagbladet Detektor, at der i Danmark er titusinder af IP-alarmsendere tilsluttet kontrolcentralerne, som kun kommunikerer via én vej – GPRS – hvilket fører til mængder af kommunikationsafbrydelser. ifølge Holmström er ”det danske alarmmarked gået fra en analog infrastruktur med en høj tilgængelighed for alarmtransmission til en IPbaseret infrastruktur med lav tilgængelighed”.

Dansk svar på kritikken
SikkerhedsBranchen er dog ikke enig i Johan Holmströms vurdering af, hvordan virkeligheden ser ud:
– Jeg har svært ved at forstå postulaterne om, at signaltransmissionen fra alarmanlæg i Danmark skulle være faldet meget i kvalitet på grund af overgangen til digitaliserede signaler, siger Mogens Hansen, vicedirektør i SikkerhedsBranchen.

– Rigtig mange anlæg, der anvender GPRS-transmission, er i dag suppleret med transmission via internettet. Det giver mulighed for en alternativ transmission og øger betjeningsmulighederne for kunde og servicevirksomhed, idet remote-betjening let kan ske via internettet, mener han. Mogens Hansen siger endvidere, at Danmark har vedkendt sig de europæiske standarder, lige fra de udkom.

– Det betyder, at for at kunne installere anlæg, der er krævet af forsikringsselskaberne, skal såvel installatør som produkter være registreret af Forsikring & Pension (F&P). Forudsætningen for en installatørregistrering er, at virksomheden oppebærer en ISO 9001:2008 certificering.

Produktregistreringen, oplyser Mogens Hansen, forudsætter et certifikat fra et akkrediteret europæisk prøvningsinstitut. – Test af produkter og transmissionsenheder sker i overensstemmelse med EN50.131 og EN50.136. Disse standarder sætter kravene til alle forhold vedrørende signaltransmission, såsom tilgængelighed, signalbeskyttelse, transmissionstid og overvågning med poll-signaler, siger han og fremhæver, at disse standarder har været gældende, siden de udkom i 1998.

– Alle transmissionssystemer er derfor klassificeret i grade 1– 4, og de kan derfor anvendes inden for F&P’s sikringsniveauer 10 til 60. Jeg vil påstå, at alle anlæg etableret efter dette tidspunkt har levet op til kravene, slutter Mogens Hansen.

Kilde: Det sidste nummer af avisen SecurityUser, hvis digitale version er tilgængelighed her:
http://www.securityuser.dk/PDF/SecurityUserDK_1-2013.pdf


Leverandører
Tilbage til toppen