Hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Den talemåde har gang på gang vist sig at være korrekt. Senest ved opsætningen af adskillige hjertestartere. De har reddet mange menneskeliv, fordi de er enkle at betjene og hurtige at få fat på. De er opsat let tilgængelige overalt i landet.
Samme effekt kan de brandhæmmende ”Fire Pro granater” få, hvis de installeres på virksomheder, offentlige institutioner og i biler tilhørende både politi og beredskab. Granaten er et effektivt slukningsværktøj, der kan være med til at reducere en brands udvikling, og dermed give brandvæsnets sprøjte- og slukningstog værdifulde ekstra minutter til at nå frem.
På samme måde som ved en håndgranat trækker man en split ud af et rør fyldt med et brandhæmmende stof. Granaten trilles ind i det brændende rum, så tæt som muligt på ildens arnested. Her udløses den og aerosolet frigives og er med til øjeblikkelig at bremse ildens udvikling og derved reducere varmen i lokalet. Det sikrer brandvæsenet yderligere minutter til at nå frem.
Svensk succes
Slukningsgranaten går ifølge Lotek sin sejrsgang på det svenske marked, hvor den er installeret i mange af de indsatsvogne, der typisk når først frem til et brandsted. Det gør, at første mand på steder kan udløse granaten og få branden under kontrol, til brandmandmandskabet når frem.
-Vi ser granaten som et bærbart slukningsanlæg, der kan være med til at reducere skaderne ved en brand. Det er vigtigt med hurtig indsats for at reducere temperaturen. Derved udvikler branden sig ikke i minutterne efter. Det virker. Det viser mange erfaringer fra Sverige, hvor slukningsgranaterne har reddet mange ejendomme fra at nedbrænde, siger driftsdirektør i Lotek, Allan Nykjær Pedersen. Firmaet, der har specialiseret sig i levering af sikkerheds- og brandbekæmpelsesudstyr både til lands og til vands, har netop lanceret granaten i Danmark.
Hvem skal betale?
Udfordringen for slukningsgranatens udbredelse er i første omgang ”hvem skal betale for udstyret”. Er det en offentlig opgave fordi den er installeret i politibiler og indsatsvogne eller er det forsikringsselskaberne, fordi granaten reducerer skadernes omfang?
-Det spørgsmål bliver løst lidt efter lidt i takt med, at granatens værdi går op for omverdenen. Jeg er allerede i kontakt med store virksomheder, der overvejer brugen af granaten, fordi en brand ikke blot forårsager skader her og nu, men også påfører dem produktionstab. Derfor ønsker de granaten placeret ved det øvrige slukningsudstyr, siger Allan Nykjær Pedersen.

































