SecurityWorldMarket

06-12-2008

Skanderborg går nye veje for at sikre kommunens værdier

I forbindelse med kommunalreformen har Skanderborg Kommune revurderet sikringen af de kommunale bygninger og institutioner. I dag har man sammen med G4S fundet en model, der er mere effektiv og endda billigere end tidligere. Blandt andet sikres skolernes it-lokaler nu med tågesikring, så tyvene ved et indbrud ikke kan finde de eftertragtede ting.

Da den nye Skanderborg Kommune blev dannet i forbindelse med kommunalreformen, steg antallet af kommunale bygninger - skoler, institutioner, biblioteker og administration - så det nu er 150 mod tidligere 30 bygninger, der skal sikres.
Inden sammenlægningerne havde den tidligere Skanderborg Kommune én alarminstallatør med tilknyttede vægtere, der rykkede ud, når alarmen gik i en af de sikrede bygninger.
Efter sammenlægningen med nabokommunerne havde man aftaler med 3-5 alarmselskaber. Det fungerede, men anlæggene var lejede og af ældre dato, og man ville desuden gerne hæve sikringsniveauet. Så kommunen lavede en ny risikoanalyse.
- Sikring er en kombination af mange former, hvor vi skal sørge for at stresse tyven, forklarer Skanderborg Kommunes forsikrings- og risikokoordinator Lars Voldum og fortsætter:
- Blandt andet har skolerne i dag mange interessante og let-omsættelige ting som bærbare pc'er og fladskærme, så vi ønskede også at opgradere sikringen på specielt skolerne.
Et af kravene var at sikre it-lokalerne med tågesikring. Man overvejede at benytte gitre, men fravalgte det, fordi man ikke ville lægge hindringer for de lovpligtige flugtveje. Derfor blev Protect tågesikring valgt.
- Vi sendte hele sikringsdelen i udbud hos seks udvalgte alarminstallatører og valgte til slut G4S som kommunens alarminstallatør, fortsætter Lars Voldum.
I dag er alle kommunens bygninger sikret på samme måde med bygningerne opdelt i forskellige zoner, hvor man kan lade for eksempel elever eller nogle af lærerne have adgang. Samtidig har man udskiftet de traditionelle låse og nøgler med elektroniske låse og elektroniske adgangsbrikker, der ikke kan kopieres.
Som en del af nytænkningen valgte kommunen at lade sit eget Brand & Redning Skanderborg køre vagttjenesten og rykke ud til alarmer i kommunen. Alle de nye installationer er via IP-telefoni forbundet til Brand & Redning, der døgnet rundt er til stede i hele kommunen.
I den gamle Skanderborg Kommune var responstiden for det eksterne vagtfirma ofte på over en time, mens Brand og Redning Skanderborg er til stede i byen og derfor ofte minutter fra et igangværende indbrud. Det har de kriminelle erfaret.
Så opskriften synes at være rigtig: Siden Skanderborg Kommune fik lavet de nye installationer med tågesikring i de mest truede lokaler, har der ikke været et eneste indbrud her. Mens der i resten af de sikrede bygninger har været så få, "at de kan tælles på en hånd - og vi håber det går mod 0," fortæller Lars Voldum og tilføjer:
- Vi kan ikke fjerne indbruddene helt, men vi kan begrænse skaderne.

Selvforsikrende kommune
Samtidig med at kommunen ændrede deres sikring, ændrede de også finansieringen. Kommunen valgte nemlig at blive selvforsikrende for indbrud, men lod forsikringer for de dyre ting - storm og brand - blive hos et eksternt forsikringsselskab.
Rene Qvist, G4S's mener, at det er første gang, en kommune har valgt at lave samme sikring af alle deres bygninger.
- Skanderborg Kommune har nu en enestående sikring, som kan skaleres. Modellen kan nemt benyttes i andre kommuner og give samme fine resultat, mener Rene Qvist.
Han fremhæver, at en af fordelene er det elektroniske låsesystem, der er ideelt til mange brugere samt tågesikringen af lokalerne med store og letomsættelige værdier. Men det er også vigtigt, at medarbejderne nemt kan afløse alle steder i kommunen, fordi alle alarmer er installeret og betjenes på samme måde.
Tåge er udviklet som en supplerende sikringsform til alarmsystemer. Eneste danske og nordiske producent af tågegeneratorer er Protect A/S i Hasselager syd for Århus.



Leverandører
Tilbage til toppen