SecurityWorldMarket

19-07-2007

Sikkerhedsfirmaer taber millioner på terrorsikring

To af Danmarks største sikkerhedsfirmaer har ifølge Erhvervs-Bladet forgæves investeret millioner i produkter udviklet til at sikre havne mod terrorangreb. Fem år efter regeringens antiterrorpakke har det nemlig vist sig, at det slet ikke er lykkedes dem at afsætte hverken produkter eller vagter til havnene. Derfor mener Group 4 Securior, at havnene ikke lever op til loven.


- I 2002 kom nogle specifikke krav til havnene om, at de skulle sørge for skarp adgangskontrol og overvågning, på samme måde som lufthavnene også fik nye krav. Derfor troede vi, at der ville være grobund for vores nye tiltag, men der er intet sket. Danske havne - på nær Århus og København - har stadig bare et blåt skilt, hvor der står ingen adgang, siger Kristian Durhuus, adm. direktør fra Group 4 Securior.
Virksomheden investerede for fem år siden et millionbeløb i nye sikkerhedsuddannelser til medarbejderne og nye produktpakker på det tidspunkt, da den danske anti-terrorlov blev vedtaget. Havnene blev tilbudt sikringspakker med tyverialarmer, adgangssystemer, videoovervågning og vagter, men indtil videre har kun havnene i Københavns og Århus aftaget produkterne.
Også Siemens har dårlige erfaringer med havnene og forsøger derfor at få SKAT til at få øje på sikkerhedsprodukter, som toldmyndigheden ville kunne bruge til at identificere smuglergods af forskellig slags.
Havne: vi lever op til kravene
Men kritikken preller af som skaldet maling hos de danske havne. Her lever man fuldt ud op til de nye EU-krav om sikkerhed, der netop træder i kraft i næste uge.
- EU`s første direktiv om terrorsikring trådte i kraft for tre år siden, og dengang investerede de 85 havne tilsammen i alt 140 mio.kr. i kameraer og overvågning. Det gjorde vi så godt, at mange havne allerede lever op til de nye opdaterede krav. Sikkerhedsvirksomhederne forsøger bare at sælge os mere end nødvendigt, siger Tom Christensen, sekretariatsleder i brancheorganisationen Danske Havne.
Alligevel mener sikkerhedsvirksomhederne, at den fysiske sikkerhed mangler.
- Havnene har sikkert godt styr på selve proceduren, hvis de skulle blive udsat for terrorisme. Vi har selv været ude på mange havne og set, at deres tekniske udstyr og bemanding lever langt fra op til de krav, som eksempelvis amerikanerne stiller. Men man må jo beslutte, hvem der skal betale for det, for ikke alle havne har lige mange ressourcer, siger Kristian Durhuus.



Leverandører
Tilbage til toppen