SecurityWorldMarket

24-08-2015

SecurityUser Expo er ikke kun produkter

I år vil ekstra mange besøgende formentlig besøge messen den 22.-24. september i Bella center. Arrangørerne håber, at årets brede konferenceprogram, som afspejler dagens mest aktuelle, sikkerhedsrelaterede problemstillinger, vil tiltrække mange. På programmet står således emnerne: Terrorbekæmpelse, Hvad må kommunerne i relation til sikkerhed, Sikring af både personale og penge i detailhandlen, samt Sikkerhed i almene boligområder. Messen indledes med halvdagskonferencen Tryghedskameraets dag, hvor en afsluttende paneldebat også vil rumme et par folketingspolitikere.

Tryghedskameraets dag
Den konference, som indleder SecurityUser Expo, er en del af temadagen ”Tryghedskameraets dag”, hvor meget af indholdet drejer sig om, hvorvidt kameraer har en forebyggende effekt på kriminalitet, og hvorvidt kameraerne overhovedet er gode værktøjer for kriminalitetsbekæmpelse. Her vil også integritetsaspektet blive taget op i en afsluttende paneldiskussion: Hvor meget privatliv er vi egentlig nødt til at ofre for tryghedens skyld? Vi får også et indblik i, hvordan politiet bruger billedmaterialet fra sikkerhedskameraer i det kriminalitetsopklarende arbejde. Det er et stort ønske fra arrangørernes side, at også et par folketingspolitikere vil være at finde i panelet til den afsluttende debat.

Fokus på almene boligområder
På messens anden dag er det sikkerheden i almene boligområder, der i løbet af formiddagen står i centrum. Her vil deltagerne blandt andet få et indblik i nogle indbrudsforebyggende forsøgsprojekter i tre boligområder. Det er det rådgivende ingeniørfirma NIRAS, der med baggrund i udenlandske erfaringer udfører undersøgelsen for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Derudover vil der være et programpunkt omhandlende, hvor stor en del af Landsbyggefondens midler, der går til kriminalitetsbekæmpelse, og konferencen vil også give et detaljeret billede af, hvordan virkeligheden – ikke kun tyverier og hærværk - ser ud i et almennyttigt boligområde.

Hvordan forebygger man terrorisme?
Om eftermiddagen på messens anden dag handler konferencen om terrortruslen, og om hvordan man kan forebygge og bekæmpe terrorisme. Tore Bjørgo, professor på Politihøyskolen i Oslo og forfatter til bogen ”Strategies for preventing Terrorism”, indleder med at præsentere en model for, hvordan man kan forebygge og bekæmpe terrorisme.

Thore Bjørgo vil i slutningen af programmet også give tilhørerne et indsyn i, hvordan Anders Breivik tænkte, inden han til sidst udførte sine terrorgerninger i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011. Hvordan valgte han sine mål? Hvordan fandt han fremgangsmåden for sine ugerninger? Tore Bjørgo gennemgår, hvilke faktorer, omstændigheder og begrænsninger, der påvirkede Breiviks valg af handlinger, og hvordan han begyndte med at vurdere omkring 50 angrebsmål for til sidst at vælge regeringshovedkvarteret og Utøya.

På denne ’terror-konference’ vil politiet også svare på, om terrorberedskabet fungerer godt nok i en storby som København? Politiinspektør Kim Erik Hansen vil redegøre for styrker og svagheder i beredskabet med udgangspunkt i terrorhandlingerne i København i begyndelsen af året. Hvordan kan vagter være en del af beredskabet?

Endelig vil to eksperter i fysisk terrorsikring fortælle om forskellen på almindelig bygnings- og personsikring og egentlig terrorsikring samt om sikring af større områder (perimetersikring).

Sikkerhed i detailhandlen
Årets sidste SecurityUser Expo-dag, torsdag den 24. september, byder også på to konferencer. Den første handler om detailhandlen, og om hvordan man sikrer virksomheden og personalet mod røverier, samt hvordan man i øvrigt kan forebygge tyverier i butikkerne med løsninger som DNA-spray, der tidligere i år blev installeret i en lang række butikker i København i en forsøgsordning, hvor kassepersonalet kan trykke på en knap, som sprøjter en særlig væske på røveren, når han er på vej ud af butikken. Denne usynlige ’DNA-væske’ kan ikke vaskes af, og politiet kan ved hjælp af ultraviolet lys slå fast, fra hvilken butik evt. DNA-spor på en pågrebet person stammer fra.

Butikspersonalets sikkerhed er vigtig på konferencen, og det handler et indlæg om, mens et andet indlæg omhandler, hvordan man mentalt forbereder sit personale på risikoen for røveri. Dette sidste punkt står Joel Boukris, psykologisk senior konsulent hos Falck Healthcare for.

Kommunernes indkøb af sikkerhed
Messens sidste konference fokuserer på et meget lidt omtalt emne, nemlig sikkerhed i kommunerne og kommunernes indkøb af sikkerhed. Hvad kan og må kommunerne? Hvad kræver de af de private virksomheder, som gerne vil sælge deres produkter og tjenester? Og er prisen for kommunerne vigtigere end kvaliteten?

Yderligere oplysninger om messen og konferencerne kan ses på www.securityuserexpo.com


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen