SecurityWorldMarket

05-12-2017

Røveritallet rasler ned

. I 2011 var der 689 røverier mod forretninger, mens der fem år senere – i 2016 – var 495, altså hele 28 procent færre. Udviklingen ser ud til at være endnu mere markant i 2017, hvor der i de første tre kvartaler blot var 289 røverier mod forretninger.

Røverier har historisk set været en plage for detailhandlen, men tal fra politiet viser, at der sker stadig færre røverier. I 2011 var der 689 røverier mod forretninger, mens der fem år senere – i 2016 – var 495, altså hele 28 procent færre. Udviklingen ser ud til at være endnu mere markant i 2017, hvor der i de første tre kvartaler blot var 289 røverier mod forretninger.

Det skriver avisen Security User i årets sidste nummer, der kan læses her.

SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen, er ikke i tvivl om, at sikring har en del af æren for faldet.

”Det er en gentagelse af historien – der var massevis af bankrøverier, indtil bankerne begyndte at sikre sig. Der var bunker af røverier på tankstationer, indtil tankstationerne begyndte at sikre sig. Og nu er det altså detailhandlen, der for alvor er begyndt at sikre sig mod røveri,” siger han.

Tallene bakker ham op: Der var fem gange flere bankrøverier i 2011 end i 2016, og i samme periode er røverier mod tankstationer faldet med mere end 60 procent. Forretningerne er ikke bare bedre til at sikre sig – de teknologiske muligheder indenfor røverisikring er også forbedret.

Lukkede betalingssystemer er i dag meget udbredt i især dagligvarehandlen og på tankstationer, mens andre stadig benytter sig af en god værdiopbevaringsenhed. Samtidig bliver kontanter i dag afhentet af et DS 3999-certificeret værdihåndteringsselskab, der sørger for at pengene når sikkert hele vejen til et nationalbankdepot.

Letomsættelige varer
Men jo sværere det er blevet at stjæle kontanter, des oftere går røverne i stedet efter letomsættelige varer som alkohol og tobaksvarer. Derfor er disse varer i dag beskyttet i særlige skabe. Langt de fleste forretninger har desuden tv-overvågning, der kan afskrække røveren og hjælpe politiet med opklaringen, og endelig er den relativt nye DNA-mærkningsspray en populær sikringsløsning. Med den bliver røveren mærket, når han forlader forretningen, og selv længe efter kan politiet se spor efter den specifikke væske på røverens hud og tøj.

Kasper Skov-Mikkelsen mener dog også, at en del af forklaringen på det faldende røverital er et ændret kriminalitetsbillede:

”Mens det er blevet sværere at begå fysisk kriminalitet, er grundlaget for digital kriminalitet steget. De kriminelle, der kan, rykker selvfølgelig derover, for der er større udbytte og lavere risiko,” forklarer han.

De mere end 57.000 tilfælde af misbrug af danske betalingskort i 2015 kunne da også tyde på, at danskernes fysiske værdier er sikret langt bedre end de digitale.

Kilde: Avisen Security User



Leverandører
Tilbage til toppen