SecurityWorldMarket

18-10-2007

Risiko for nedsat erstatning ved indbrud

Tusindvis af forretninger risikerer nedsat erstatning efter et indbrud, fordi de har overset et krav i deres forsikring om, at vagtfirmaet skal være fremme ved indbrudsstedet inden for en bestemt tid, oplyser SikkerhedsBranchen.

Kravet om maksimal udrykningstid står nu i næsten alle erhvervsforsikringer, men det er op til den enkelte erhvervsdrivende at lave en aftale med et vagtselskab om udrykning ved alarm.
- Meget få erhvervsdrivende melder et krav om maksimal udrykningstid videre til deres vagtselskab, og det er stærkt bekymrende, siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, SikkerhedsBranchen.
- Hvis den maksimale udrykningstid ved alarm ikke er overholdt, er der risiko for, at den erhvervsdrivendes forsikringsselskab nedsætter erstatningen.
Kravet om maksimal udrykningstid er ret nyt, og det er typisk meddelt den erhvervsdrivende i forbindelse med den årlige præmieregulering.
SikkerhedsBranchen har ingen opgørelse over, hvor mange erhvervsdrivende, der ikke har meldt kravet om maksimal udrykningstid videre til deres vagtselskab.
- Men det er virkelig mange - vi taler om over 200.000, siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, der råder erhvervsdrivende til at læse deres forsikring en ekstra gang.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen