SecurityWorldMarket

03-01-2020

Regeringen nedsætter nyt råd om cybersikkerhed

Direktør Rikke Hougaard Zeberg fra Digitaliseringsstyrelsen er i Cybersikkerhedsrådet formand for den offentlige sektor.

Et nyt nationalt Cybersikkerhedsråd skal styrke samarbejde og videndeling mellem offentlige og private aktører om cyber- og informationssikkerhed.

Cybertruslen mod danske virksomheder, organisationer og myndigheder er meget alvorlig. Den er et grundvilkår, som både den offentlige sektor og private virksomheder skal forholde sig til. Der er derfor behov for at løfte sikkerhedsindsatsen og dele viden om, hvordan virksomheder og myndigheder bedst ruster sig mod angreb og beskytter deres informationer.

Derfor er et nyt nationalt Cybersikkerhedsråd nu blevet nedsat. Det skal rådgive og vejlede om, hvordan den digitale sikkerhed styrkes. Rådet skal sikre, at vigtig viden om sikkerhed bliver delt mellem myndigheder, erhvervsliv og forskningsverdenen. Rådet skal desuden byde ind med udvikling af relevante cybersikkerhedskompetencer inden for uddannelse og forskning.

Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:

”Hver dag rettes angreb mod danske myndigheder og virksomheder i cyberspace. Det understreger, at cybertruslen er væsentlig at forholde sig til. Vi er afhængige af, at virksomheder deler deres viden og perspektiver med os, hvis vi skal sikre den bedst mulige beskyttelse. Derfor er Cybersikkerhedsrådet vigtigt. Jeg har store forventninger til dem og de indspark, de skal give os. For virksomhedernes egen skyld. For samfundets skyld. Ansvaret er fælles”.

En bred sammensætning

Cybersikkerhedsrådet er sammensat af medlemmer fra den private sektor, den offentlige sektor, forbrugersiden og forskningsverdenen. Medlemmernes faglighed spænder bredt, og rådet har dermed både strategiske, juridiske og teknologiske kompetencer.

Medlemmer af Cybersikkerhedsrådet

Rikke Hougaard Zeberg, direktør, Digitaliseringsstyrelsen (formand for offentlig sektor)

Thomas Lund-Sørensen, chef, Center for Cybersikkerhed (formand for offentlig sektor)

Bjarke Alling, Koncerndirektør, Liga

Søren Maigaard, Vice President og CISO, Norlys

Jesper R. Jespersen, IT-sikkerhedschef, Aura Energi

Jan Steen Olsen, Vice President og Chief Technical Officer, Danske Bank

René Rasmussen, Vice President, Global IT, Coloplast A/S

Marianne Horstmann, direktør, Netdesign/TDC

Mikkel Groth-Andersen, Chief Information Security Officer, DFDS A/S (interim)

Georg Dam Steffensen, universitetsdirektør, ITU

Peter Bruun Nielsen, vicedirektør for IT, Aarhus Universitet

Christian D. Jensen, lektor på DTU

Henrik Larsen, chef, DKCERT

Mette Raun Fjordside, vicedirektør, Forbrugerrådet Tænk

Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed

Christian Wernberg-Tougaard, Head of Public Sector Cybersecurity, Deloitte

Jacob Herbst, Chief Technical Officer, Dubex

Thomas Kristmar, Senior Manager, KPMG

Torsten Andersen, vicedirektør, Erhvervsstyrelsen

Charlotte Münter, afdelingschef, Justitsministeriet

Baggrund om Cybersikkerhedsrådet

Som led i aftalen om lovforslaget for Center for Cybersikkerhed besluttede parterne bag forsvarsforliget tidligere i år, at der skulle nedsættes et Cybersikkerhedsråd. Rådet skal kvalificere myndighedernes og virksomhedernes arbejde og styrke det digitale demokrati, herunder udbredelse af viden om og forståelse for de trusler og muligheder, som digitaliseringen og den nye teknologi medfører. Cybersikkerhedsrådet vil fokusere på det strategiske niveau og have følgende arbejdsområder:

Rådgivning til udvikling af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi. Konkret kan rådet f.eks. gennemføre analyser, der kan danne baggrund for prioritering af igangsatte eller eventuelt kommende initiativer

Bidrage til videndeling, rådgivning og vejledning på strategisk niveau f.eks. gennem relevante publikationer, netværk og konferencer samt bidrag til videndeling i forhold til information om trusler, sårbarheder, hændelser og cyberøvelser til relevante parter.

Undersøge behovet for og foreslå udvikling af relevante cybersikkerhedskompetencer, blandt borgere og medarbejdere, herunder f.eks. inden for uddannelse og forskning.

Bidrage til den nationale cybersikkerhedsmåned i forbindelse med ENISAs årlige ”cyber security month” i oktober samt bidrage til en årlig awarenesskampagne rettet mod borgerne.

Fakta om Cybersikkerhedsrådet

Cybersikkerhedsrådet består af 20 medlemmer, inklusiv et delt offentligt-privat formandskab. Den offentlige del af formandsskabet vil på skift varetages af Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed, mens den private del af formandsskabet vil blive udpeget ved førstkommende møde i Cybersikkerhedsrådet.

Medlemmerne er udpeget for perioden 2019-2021. Der er nedsat et sekretariat til at understøtte Cybersikkerhedsrådet i samme periode.

Rådet kan efter behov nedsætte særskilte følge- eller arbejdsgrupper.

Læs mere om Cybersikkerhedsrådet på www.digst.dk og www.cfcs.dk



Leverandører
Tilbage til toppen