SecurityWorldMarket

22-08-2007

Reception for Spike

På dåbsattesten står der Svend Birger Pedersen, men kaldenavnet for SikkerhedsBranchens generalsekretær har helt fra barndommen været "Spike."
Den 23. juli fyldte Spike 75 år. SikkerhedsBranchen fejrer ham med en reception i dag den 22. august kl. 14 i Sikkerhedens Hus, Jernholmen 12, Hvidovre, og så trapper Spike ned for at fratræde ved næste årsskifte.
Medlemmer og venner kan dog møde ham flere gange undervejs, bl.a. andet på Sikringsmessen i Odense 25.-27. september.
Spike blev ansat som generalsekretær for SikkerhedsBranchen, da foreningen blev dannet i 1992. Indtil da havde branchens virksomheder været spredt i flere foreningen, som var samlet under paraplyforeningen Sikkerhedsbranchens Fællesråd, men nu ønskede man en mere slagkraftig forening, og Spike blev ansat som generalsekretær med den opgave at gøre foreningen stor og kendt.
Der var 33 medlemmer ved starten. Tre år efter var der 120, og efter en organisatorisk ændring i 2003 er medlemstallet steget yderligere, så der SikkerhedsBranchen nu har ca. 270 medlemmer.
Spike kom fra en karriere på 40 år i forsvaret. Han var pilot og fløj kampfly i mange år, inden han blev sektionschef i Forsvarets Efterretningstjeneste og til sidst chef for Forsvarets Industrisikkerhed. Den sidste stilling betød, at virksomhederne kendte hans kvaliteter, og derfor ansatte ham som generalsekretær i den nystartede brancheforening.
De færreste kender Spike under hans døbenavn. Faktisk brugte hans forældre det også. Engelsk var ikke hans bedste fag i skolen, og når han sad og mumlede sine svar ned i bordet, råbte læreren "speak up." Det gjorde han så tit, at hans skolekammerater begyndte at kalde ham Spike. Hans forældre endte med også at gøre det, og navnet har fulgt ham siden.
Spike er medlem af bestyrelsen for ASIS Danmark. I fritiden er han en ivrig golfspiller og glad for at rejse. Ofte kombinerer han de to ting, så Spike har spillet golf i Kina og andre fjerne steder.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen