SecurityWorldMarket

13-11-2018

Protect bruger ungarsk bankrøver i reklamefilm

Bankrøveren Attila Ambrus med kælenavnet The Whiskey Bandit røvede flere end 30 banker, blev anholdt og udstod sin straf. I dag løser han kriminalpræventive opgaver, hvor han blandt andet har været med til at lave en realistisk reklamefilm for den danske tågesikringsvirksomhed Protect.

Spillefilmen The Whiskey Bandit fra 2017 (kendes også under navnet The Whisky Robber)  bygger på virkelige hændelser, hvor mindst 30 ungarske banker blev røvet af Attila Ambrus. Kælenavnet fik han, fordi han inden hvert enkelt røveri altid nød et glas whisky på en nærliggende bar. Han blev til sidst anholdt og har i dag udstået sin straf. Nu fokuserer han i stedet på at undervise i, hvordan man kan undgå at blive mål for kriminalitet. Og han har blandt andet medvirket i en reklamefilm for danske Protect, hvor han spiller et offer for et røverisk overfald.

Attila Ambrus er efter 13 år i fængsel på mange måder kommet ”over på den anden side”. I dag er han en lovlydig borger, der ønsker at give noget til det samfund, som han i midten af 90’erne skræmte og berøvede store summer. Han har helt forladt det kriminelle miljø og bekæmper nu kriminalitet ved at undervise sikkerhedsbranchen samt bank- og butikspersonale i, hvordan en kriminel tænker. Herudover udfører han forskelligt konsulentarbejde, blandt andet for danske Protect, der er verdens største producent af tågekanoner til sikkerhedståge.

Opgaven er her en ny reklamefilm for Protect, hvor Attila Ambrus medvirker – ikke som den legendariske Whiskey Bandit – men som en truet juveler i en forretning i Andrassy Street i Budapest. Men selv om han har 30 røverier på samvittigheden, var det første gang, at Attila Ambrus oplevede offerets rolle, da en skuespiller i en juvelerforretning under optagelserne pegede på ham med en pistol. Og han oplevede, hvad hans ofre havde følt, da han som den truende røver stod over for dem i bankerne.

Protect har tidligere arbejdet sammen med en forhenværende kriminelle, der har kunnet demonstrere, hvordan en kriminel tænker og arbejder. På samme måde er det i USA en praksis at benytte tidligere kriminelle til at bekæmpe kriminalitet. For eksempel hyrede FBI den berømte svindler og check-bedrager Frank Abagnale som sikkerhedsrådgiver, efter han havde udstået sin straf. Sideløbende hermed blev filmen “Catch me, if you can!” om Abagnales liv optaget.

Det man ikke kan se, kan man ikke stjæle

Dan Belai, der er Protects distributør i Ungarn, kontaktede Ambrus, fordi man ønskede en kriminel, der på en overbevisende måde kunne demonstrere sikkerhedståge: ”Under optagelserne fortalte Attila Ambrus, at han ville have overvejet et bankrøveri en ekstra gang, hvis der i hans tid havde været den slags sikkerhedsforanstaltninger. Og tilføjede: ’Det man ikke kan se, kan man ikke stjæle’.”

Sikkerhedståge til et væld af brancher over hele verden

Siden Protect blev etableret i 2001, har man produceret og installeret over 100.000 anlæg med sikkerhedståge over hele verden. De er installeret hos så vidt forskellige kunder som banker, guldsmede, optikere, radio-/TV- og IT-forhandlere, tankstationer, fødevarebutikker, stat og kommuner samt i private hjem.

Nogle af de kendte og internationale kæder, som Protect har leveret sikkerhedståge til, er 7-Eleven, Rema 1000, ALDI, Hugo Boss, Q8, Aral, Samsung, Jyske Bank, Dansk Supermarked, McDonald’s, Tesco, JYSK og Matas.

Den lokale kontakt til kunderne rundt om i verden varetages af lokale, landsdækkende net af certificerede alarminstallatører og forhandlere, som besidder stor kompetence og erfaring inden for installation og drift af Protects produkter.

Seeing is believing!

Brugen af sikkerhedståge til personbeskyttelse er forholdsvis ny i Danmark, men mange steder i udlandet har man med succes længe brugt tågen proaktivt som et værn mod røvere og kidnappere. Som eksempler kan nævnes:

- I New Zealand har justitsministeren givet offentlige midler til at støtte installationen af blandt andet tågekanoner i knap 500 mindre butikker, efter at tre røverier i løbet af tre uger blev forpurret af ejerne ved hjælp af butikkernes tågekanoner. I alle tilfælde tog de flugten uden udbytte og med minimale skader på butikkerne.

- Bank- og værdipapir-virksomheden Brinks Panama, der er specialiseret i transport og overførsel af værdier, har installeret Protect tågekanoner med panikknapper i deres afdelinger som et værn mod overfald, røveri og kidnapning.

- Hos en pantelåner i Panama blev der brug for sikringen, da bevæbnede røvere truede personalet og kunderne. Tågen virkede og de stak af, uden nogen kom til skade.

- En bevæbnet røver i en juvelerbutik i Mexico blev jaget på flugt, da kontrolcentralen så angrebet på video og aktiverede panikknappen, så forretningen blev fyldt med tæt tåge.

- I Norge er en række tankstationer forsynet med tågekanoner med panikknapper, som i flere tilfælde har jaget gerningsmanden på flugt.

Eksemplerne er mange og videoerne overbevisende – ”seeing is believing”!

Man kan se, hvordan sikkerhedståge virker i praksis på overvågningsvideoer fra hele verden på www.protectglobal.dk



Leverandører
Tilbage til toppen