05-05-2006
Politiet får samme aflytningsmuligheder som PET
Kritikerne mener, at det vil svække domstolskontrollen og øge beføjelserne til PET, men det afviser ministeren.
Både rigsadvokaten, rigspolitichefen, tre statsadvokater og politimesterforeningen siger, at det almindelige politi har samme problemer som PET, og at reglerne derfor bør gælde politiet generelt. Justitsministeren er enig.
- Den teknologiske udvikling vedrører ikke kun terrorister. Det generelle billede i den kriminelle verden er, at man ustandseligt skifter telefon og benytter sig af de muligheder, der gør livet surt for politiet. Derfor vil jeg sige: Det kommer med på et tidspunkt. Men jeg har fundet det rigtigst at vente med at lade reglerne gælde generelt for politiet, når en så formel ændring giver anledning til så mange principielle drøftelser som nu. Når kritikerne om nogle år kan se, at deres kritik ikke var berettiget, kan vi tage hele området med, siger Lene Espersen.
Socialdemokratiet, der med få forbehold støtter de nye regler for PET og skal sikre regeringen flertal for antiterrorpakken, vil ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, hvorvidt reglerne skal gælde politiet generelt.
Kilde: Jyllands-Posten


















