SecurityWorldMarket

27-09-2013

Platformsuafhængig brugergrænseflade til NOX

Aras Security har udviklet en webbaseret brugergrænseflade til alarmsystemet NOX. Det betyder, at det nu er muligt at betjene de mest basale funktioner i NOX gennem en internetbrowser og fra en hvilken som helst platform, man måtte ønske, såsom Windows, Mac OS, Tablet eller tynde klienter.
- At vi laver en platformsuafhængig brugergrænseflade, er fordi vi ser et større skred henimod valgfrihed på arbejdspladserne, hvor nogle medarbejdere bruger Windows, mens andre har valgt at bruge Mac eller noget helt tredje, forklarer direktør Michael Gelvan, Aras.

Sidegevinsten ved at have en webbaseret betjening, er ifølge Michael Gelvan, at behovet for at installere klienter på kundens pc'er forsvinder helt, og det betyder også, at IT-afdelingerne i virksomhederne ikke længere skal bekymre sig om at have de rigtige NET framework installeret, eller i det hele taget godkende software til installation i deres IT miljø.

- Det betyder også, at vi som producenter på den lange bane kun skal vedligeholde én software, tilføjer Gelvan.

Webbetjeningen leveres som en ”Black Box” løsning, uden behov for yderligere opsætning. Blandt de tekniske specifikationer kan nævnes embedded x86 Intel ATOM processor, 2 GB DDR3 RAM, 30GB SSD, 17 cm x 17 cm til indbygning i NOX kabinet. Software teknologierne er FreeBSD, Apache 2,4, JSON, PHP.


Leverandører
Tilbage til toppen