SecurityWorldMarket

04-12-2011

Odense har fået et af landets største teknikhuse

Da det Kemp & Lauritzen-ejede Glenco den 24. november flyttede sammen med Kemp & Lauritzen koncernen på adressen Hestehaven 100, fik Odense et gigantisk teknikhus. Ca. 135 mand og samtlige specialkompetencer fra el og sikring over køling til VVS og ventilation blev samlet under ét tag.
Mens byggekrisen får de fleste konkurrenter til at skære ned og dæmpe forventningerne, satser Kemp & Lauritzen koncernen på vækst. Gennem de seneste år er teknikentreprenøren vokset med næsten 50 %, nærmere betegnet fra 1.400 til tæt på 2.000 medarbejdere på landsplan, og runder knap 2 mia. kr. i årlig omsætning. En stor del af denne vækst skyldes strategiske opkøb, og senest er Glenco A/S kommet til med godt 500 ansatte og stærke kompetencer inden for især køl, ventilation og energioptimering. I dag består koncernen hermed af tre specialiserede selskaber. Foruden Glenco drejer det sig om Kemp & Lauritzen, der er specialister i el, sikring og fiberarbejde samt L&H-Rørbyg, der tager sig af alt inden for rør og VVS. For Odense betyder sammenlægningen, at man får et komplet teknikhus, og det er netop det, kunderne har behov for, mener afdelingschef Robert Brunsvig Hansen, Kemp & Lauritzen Odense: ”Ved de store byggerier er det meget uhensigtsmæssigt at have 5-10 forskellige teknikleverandører, der skal indgås kontrakt med, og som skal fordele ansvaret mellem sig. Her vil bygherren foretrække at have én hovedleverandør, der rummer alle fagentrepriserne og klarer styringen internt. På den måde er ansvaret også altid entydigt placeret.”

Sygehusbyggeri på Fyn
Tidens store sygehusbyggerier er et godt eksempel på den type opgaver, der kan være besværlige at styre med mange små leverandører med overlappende ansvarsområder. Ved etableringen af den nye akutmodtagelse på sygehuset i Svendborg stod Kemp & Lauritzen koncernen da også for teknikentrepisen: "Det er nok det første store totalprojekt, som vores nye teknikhus har løst i fællesskab, og vi er meget tilfredse med forløbet,” fortæller regionschef Bo Blomstrøm, L&H-Rørbyg Odense.” Selv om det har været en ret kompliceret opgave med flere forskellige strømkredse og forsyningssystemer, samt specielle systemer til medicinske luftarter og behandlet vand, har koordineringen af arbejdet fungeret perfekt. Her tror jeg også, det har stor betydning, at L&H-Rørbyg, Glenco og Kemp & Lauritzen har samme virksomhedskultur, og alle har dybe rødder i den fynske muld. Alle selskaber har jo været aktive her gennem flere generationer.”

Fokus på energioptimering
Et af de specialer, Kemp & Lauritzen koncernen vil satse på i de kommende år, er energioptimering. Og netop på dette område har Glenco tilført teknikhuset en betydelig viden og erfaring. Firmaet har været involveret i en række større projekter om energioptimering, og har i år desuden indgået en såkaldt ESCO (Energy Service Company) aftale med Skanderborg Kommune om udførelse af energioptimering på ca. 130 ejendomme. ”Vi er nok de første, som har satset på at opbygge kompetencer på området og udvikle et egentligt koncept”, fortæller afdelingschef Lars Ole Lindegaard, Glenco Odense. ”Det interessante ved energioptimering er jo, at der i de fleste tilfælde er tale om en lille, men meget fordelagtig investering for vores kunder. Når vi først har screenet en virksomhed og indikeret, hvad de kan spare på energiudgifterne, er der sjældent nogen, som siger nej tak. Og besparelserne bliver bestemt ikke mindre, efterhånden som energipriserne og -afgifterne stiger. Derfor forventer vi også en kraftig vækst på dette marked i de kommende år.”


Leverandører
Tilbage til toppen