Det sidste års store arbejdspres i politiet og en naturlig løbende udskiftning af bemandingen i begge brancher har dog givet udfordringer omkring de fælles mål og resultater. De udfordringer har samarbejdsgruppen nu taget op, og de har blandt andet besluttet at tilføje samfundets beredskab som fokusområde. Derfor satte vagterne og politiet hinanden stævne ved en fælles workshop i SikkerhedsBranchen i april.
Workshoppen varede en hel dag og tog fat på gensidige forventninger, oplagte samarbejdsområder og konkrete idéer til at forbedre det fremtidige samarbejde. Det skulle dog hurtigt vise sig, at de to faggrupper havde så meget at snakke om, at en dag slet ikke var nok. Idéer og ønsker fløj gennem luften og frustrationer og gode oplevelser blev delt på kryds og tværs mellem patruljevægtere, kontrolcentraler, indsatsledere mv.
Der venter med andre ord samarbejdets styregruppe lidt af et arbejde med at samle trådene og få de mange gode idéer gjort til virkelighed på Vestegnen. Det er dog hele arbejdet værd, slår SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen, fast. ”Det samarbejde er uvurderligt. Vi bliver klogere på politiets verden, og de bliver klogere på vores. Selv politikerne har for længst set, at vi har noget helt særligt på Vestegnen, og jeg kan slet ikke forestille mig at vi ikke skulle bruge kræfterne på det,” siger han.
Kilde: SikkerhedsBranchen


















