SecurityWorldMarket

07-11-2011

Nye regler for vagter

Ændringerne i kravene til vagtselskaber og deres vagter er nu på trapperne, fortæller SikkerhedsBranchen. Justitsminister Morten Bødskov har meddelt, at han vil ændre i vagtlovsbekendtgørelsen i overensstemmelse med, hvad en arbejdsgruppe har anbefalet. I arbejdsgruppen var VSL (arbejdstagerne), VSI (arbejdsgiverne) og SikkerhedsBranchen samt Rigspolitiet.
Arbejdsgruppen har bl.a. anbefalet, at vagter skal på tre dages efteruddannelse hvert 3. år, at vagternes ID-kort skal bæres synligt og fornys hvert 3. år, når kravet om efteruddannelse er opfyldt, samt at vagtvirksomhederne skal lave en årlig indberetning til Rigspolitiet.

Morten Bødskov har iflg. SikkerhedsBranchen også meddelt, at han ikke vil flytte de såkaldte egenvagter ind under vagtlovens bestemmelser. Egenvagter er dem en virksomhed eller et museum - men også nogle butikscentre - ansætter til kun at arbejde inden for virksomhedens/museets/butikscentrets område. Dem stiller lovgivningen ingen krav til. Organisationerne i arbejdsgruppen mente, at dette skulle ændres, men det mente Rigspolitiet ikke. I sidste øjeblik forsøger arbejdsgruppen nu at få uddannelseskrav til egenvagterne gennemført. Her er der et gab mellem egenvagter og branchens vagter, som blandt andet er et problem ved udliciteringer.



Leverandører
Tilbage til toppen