Det var SikkerhedsBranchens udvalg for mekanisk sikring, der oprindeligt gjorde opmærksom på, at kravene til de mekaniske sikringsprodukter, der testes efter EN1627, var skæve. Problemet opstod, da man i sin tid afskaffede standardtyvmetoden og den tilhørende farveklassifikation og i oversættelsen i realiteten skærpede de eksisterende krav. Det var aldrig meningen, og derfor drog Forsikring & Pension og repræsentanter for de fem største forsikringsselskaber på besøg hos installatører/producenter af mekanisk sikring for at se på sagen selv.
På det grundlag er kravene nu ændret, så de i højere grad afspejler de oprindelige sikringsniveauer. Samtidig varsler Forsikring & Pension, at kravene til containerlåse vil blive beskrevet i Sikringskataloget.

































