SecurityWorldMarket

13-11-2020

Nets og Nexi i fusionsforhandlinger

Nordiske Nets og italienske Nexi, to førende aktører i den europæiske betalingsindustri, har indledt eksklusive forhandlinger med henblik på at gennemføre en fusion.

Fusionen, som vil skabe en førende betalingsformidler i Europa, afhænger af, at der kan opnås enighed om en bindende aftale imellem parterne inden for en ti dages eksklusiv forhandlingsperiode, og at en aftale kan godkendes af relevante myndigheder.

En fusion mellem Nets og Nexi forventes at ske gennem en udveksling af aktier, hvor Nets’ eksisterende aktionærer forpligter sig til forblive aktionærer i det fælles selskab i en længere periode. Det fælles selskab vil være en førende europæisk aktør af en betydelig størrelse, der kan drage fordel af øget og komplementær geografisk rækkevidde samt stærk innovationskraft, og som vil være en full-service leverandør for sine kunder med et bredere produktudbud.

Under Hellman & Friedman’s ejerskab de sidste tre år har Nets gennemgået en markant transformation drevet af massive investeringer, hvilket har ledt til en accelereret vækst af kerneforretningen, både organisk og gennem opkøb. Det har bl.a. ført til en fusion med Concardis Payment Group, hvilket har øget Nets tilstedeværelse i DACH-regionen (Tyskland, Østrig og Schweiz), der er præget af høj vækst, samt ekspansionen til Polen gennem opkøb af Dotpay/eCard, P24 og PeP.

I forlængelse af salget af Nets konto-til-konto forretning til Mastercard, som vil være fuldendt før en fusion med Nexi afsluttes, vil Nets’ forretningsmodel være fokuseret på salg af betalingsløsninger til forretninger, med en stærk repræsentation på e-handelsområdet, og processing og services til kortudstedere. I 2019 omsatte Nets for omkring 1 milliard euro og leverede et justeret EBITDA på omkring 400 millioner euro (efter salget af konto-til-konto forretningen). Nexi har en vækstprofil, der i store træk minder on Nets’ vækstprofil, oplyser Nets.



Leverandører
Tilbage til toppen