- Der er ingen tvivl om, at det er blevet et større problem. Og det er temmelig organiserede forbrydere, der står bag. For man kan jo ikke bare sådan løbe af sted med flere tons metal, siger markedsføringskonsulent i DS Håndværk & Industri, Lars Vestergaard.
Metalpriserne har gjort det endnu mere attraktivt for tyvene - i ly af nattens mulm og mørke - at køre en lastbil med kran ind på lagerpladser og tømme den for værdifuldt metal.
Og der er rigtig mange penge at hente for den metalkyndige tyveknægt.
- Der er nogle brodne kar i de her skrotbrancher, som har skuet en hurtig fortjeneste. Og kommer man med et større læs kobbertråd, så kan det let rende op i en gevinst på 200.000-300.000, fortæller kriminalinspektør Kim Kliver, chef for det Nationale Efterforskningscenter ved Rigspolitiet, der undrer sig over, hvor nemt det er at køre ind til en skrothandler og afhænde sine tyvekoster.
- Metalpriserne er selv på det illegale marked i Danmark relativt høje, og når handlerne overhovedet kan finde sted, vidner det også om, at begge parter ved det er illegalt, når der ikke bliver bedt om et cvr-nummer, siger Kim Kliver.
Det kræver naturligvis en del planlægning og ekspertise at skaffe sig adgang til en lastbil med kran og ubemærket skaffe sig adgang til tyvekoster af denne type. Men det vigtigste er at have kontakt til en hæler, som kan afhænde metallerne. Og det behøver ikke være noget større problem. For skrothandlere har ingen pligt til at oplyse om indkomne partier - uanset hvor mistænkelige de kan forekomme. Men branchen prøver selv at dæmme op for problemet.
- Vi forsøger hele tiden at skabe opmærksomhed omkring problematikken. Og får vi besked om forsvundne eller mistænkelige partier, kommunikerer vi det straks ud til vores medlemmer, så de ikke ufrivilligt bliver taget for hæleri, siger Jesper Kofod, sekretariatsleder i GenvindingsIndustrien. Desværre er det kun et fåtal af skrotpladserne, der er organiserede, og et stigende antal metaltyverier bærer vidnesbyrd om rige muligheder for at få afsat sine hælervarer.
Kilde: ErhvervsBladet
27-08-2006

















