SecurityWorldMarket

15-06-2009

Låse kan spolere branddøres brandmodstandsevne

Antallet af indbrud i danske virksomheder ganske kraftigt. Det får mange virksomheder, ofte efter aftale med deres forsikringsselskab, til at sikre sig bedre - blandt andet med nye eller ekstra låse. DBI har afprøvet branddøre med eftermonterede låse.

I nogle tilfælde suppleres eksisterende låse med ekstra sikkerhedslåse; i andre tilfælde udskiftes gamle låse med fx elektrolåse med karmoverføring til adgangskontrol.
- Hvis der er tale om branddøre med klassificeret brandmodstandsevne skal man være på vagt. Her kan der være risiko for, at brandmodstandsevnen svækkes så meget, at døren ikke mere lever op til de krav, der gælder. Samtidig overtræder man med et sådant indgreb også reglerne for den DS-certificeringsordning, der ligger bag mærkning af branddøre i Danmark, siger civilingeniør Trine Dalsgaard Jensen, som står for brandprøvning af branddøre hos DBI.
- Det er nemlig ikke tilladt at foretage fræsning, skæring eller anden bearbejdning af dørplader og karme på DS-certificerede branddøre. Der må kun monteres de beslag, som døren fra producentens side er forberedt for. Nogle branddøre er prøvet og klassificeret med speciallåse, men det er langt fra alle, forklarer hun.
Hendes kollega, Vinni Bekmose, er underviser på DBI/NUSA's kurser i mekanisk sikring og står blandt andet for efteruddannelse af låsesmede på DBI's kursuscenter NUSA i Frederikshavn. Hun kender til problemet fra låsesmedenes side af døren:
- Jeg hører ofte fra låsesmede, som er usikre på, hvad de må, når de bliver hidkaldt til virksomheder for at modificere eksisterende branddøre, så de lever op til højere sikringskrav. Vi ved, at der i mange tilfælde bliver foretaget indgreb, som ikke er lovlige, men mange låsesmede er i tvivl om, hvor grænsen går, og hvad der er forsvarligt, siger hun.
- Da vi både rådgiver om indbrudssikring og brandsikkerhed samt afprøver branddøre og underviser låsesmede, besluttede vi at undersøge denne problematik nærmere, fortæller civilingeniør Henrik Bygbjerg, som har ansvar for DBI's forsknings- og udviklingsprojekter.
- Til det formål gennemførte vi brandprøvning af to ens branddøre, hvor der på den ene var foretaget ekstraordinære låsemæssige indgreb. Det skete dels for videnmæssigt at afdække, hvad der sker, når man griber ind i en branddørs integritet, dels for at kunne fremlægge troværdig dokumentation, når vi rådgiver og efteruddanner låsesmede. Af sidstnævnte grund optog vi en film af hele brandforløbet, forklarer Henrik Bygbjerg.
Til brandprøvningen, der fandt sted på DBI's brandlaboratorium, blev der anvendt to ens branddøre, der var klassificeret som BD-dør 60. Prøvningen blev foretaget efter den europæiske prøvningsstandard EN 1634-1.
Den ene dør blev prøvet med beslåning som leveret af dørproducenten, mens den anden fik udskiftet den oprindelige lås med en elektrolås med kabelføring gennem dørbladet og karmoverføring. Denne dør fik desuden monteret en ekstra sikkerhedslås. Montagen blev udført af en låsesmed, præcis som det sker i praksis.
- Vi havde monteret dørene på en af laboratoriets prøvningsrammer, så de kunne sammenlignes direkte visuelt. Dørene blev monteret foran ovnen i DBI's komponentlaboratorium, hvor vi udsatte dem for en standardbrandpåvirkning i 60 minutter, hvorunder temperaturer og integritet m.m. blev registreret - fuldstændig som ved en normal branddørsprøvning, fortæller Trine Dalsgaard Jensen.
- Prøvningen demonstrerede, at den modificerede dør ikke kunne modstå en brand i lige så lang tid som en dør uden ændringer. Ændringen af døren med udskiftning af lås og montering af ekstralås betød altså en forringelse af dørens brandtekniske egenskaber, konkluderer Trine Dalsgaard Jensen.
Låsen er generelt en kritisk komponent for branddøre uanset låsetypen. Låsens indflydelse på dørens brandmodstandsevne afhænger bl.a. af størrelse og geometri af den nødvendige udskæring i dørpladen.
For låse med karmoverføring er udskæringen i dørpladens bagkant og karm ligeledes af stor betydning, bl.a. fordi man ofte risikerer at fjerne noget af det aktive beskyttelsesmateriale - brandpastalisten - der ofte er placeret i fugen mellem dørplade og karm. Fjernelse af brandpastaliste fra fugen mellem dørplade og karm er potentielt en alvorlig svækkelse af branddøren.
Dørproducenter har forskellige løsninger på beskyttelse af låseområdet. Det må derfor anbefales, at man inden et eventuelt indgreb i en branddør foretages, undersøger hvorvidt den pågældende dørproducent har en dokumenteret løsning for brandsikring af den ønskede lås.
Optagelserne fra prøvningen vil nu indgå i efteruddannelsen af låsesmede, først og fremmest for at kunne vise, hvad det betyder brandmæssigt, når man ændrer på dørens opbygning set med brandtekniske briller.
- Dermed håber vi, at der bliver en øget bevidsthed om, at det ikke er forsvarligt at ændre på en godkendt dør uden at have undersøgt med producenten om døren er klargjort til dette. Med filmen viser vi også, hvordan man kan montere de ekstra låse på en god håndværksmæssig måde, hvis døren er forberedt til det, siger Vinni Bekmose.





Leverandører
Tilbage til toppen