SecurityWorldMarket

04-01-2007

Kun få danskere frygter terror

Langt de fleste danskere er ikke særlig bange for terror, når de kører med offentlige transportmidler, viser en ny undersøgelse. Fornuften er ved at vinde over frygten, siger den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

Hver dag bliver københavnerne mindet om risikoen for terror-bomber, når de i S-toget eller Metroen nærmer sig Danmarks travleste station Nørreport: »Vi beder alle passagerer om, at bagage og andre personlige ejendele ikke efterlades uden opsyn,« lyder det fra højttalerne i togene.
Men en ny spørgeundersøgelse, foretaget af Userneeds for Nyhedsavisen, viser, at 85 procent af danskerne i dag føler sig ganske trygge, når de lader sig transportere med tog, bus eller metro. Kun 15 procent frygter, at terrorister en dag vil ramme danskere i den offentlige transport.
Tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen, påpeger, at tidligere undersøgelser, både herhjemme og i udlandet, har vist en væsentlig højere grad af frygt i forhold til terror.
Men nu er danskerne begyndt at forholde sig mere reelt til risikoen for terror, mener han.
-Jeg synes, at det er utrolig glædeligt, at fornuften er ved at vinde frem på bekostning af frygten. Selvfølgelig skal vi stadigvæk være opmærksomme, men efter min vurdering er risikoen for terror i Danmark stadig ekstremt lav.
Terrorekspert Anja Dalgaard-Nielsen fra Dansk Institut for Internationale Studier mener, at terror-truslen faktisk er blevet større siden 11. september 2001, men at danskerne er begyndt at slappe mere af.
-Danmark er uden tvivl blevet mere synlig på den udenrigspolitiske scene, hvilket potentielt set øger risikoen for terror, men jeg er egentlig ikke overrasket over tallene i undersøgelsen. Generelt er danskerne nok begyndt at forholde sig mere rationelt til truslen. Vi er mere nede på jorden nu. Men man skal bare huske at gøre sig klart, at en ny terrorhandling et sted i Europa hurtigt kan påvirke folks svar i en ny undersøgelse, siger hun.
Hans Jørgen Bonnichsen tilføjer i øvrigt, at det samme 'trygge' billede også gælder i forhold til udenlandske feriesteder.
-Vi holder os måske væk de første uger efter en bombe, men så vender fornuften tilbage, og vi holder ferie i udlandet, som vi altid har gjort, siger han.

Kilde: ErhvervsBladet





Leverandører
Tilbage til toppen