SecurityWorldMarket

08-01-2014

Kidde vinder store ordrer fra energisektoren

Kidde Danmark A/S har inden for få måneder modtaget ordrer for et tocifret millionbeløb fra energisektoren, hvilket har bidraget til at styrke virksomhedens position som en af landets førende leverandører af branddetekteringssystemer og stationære slukningssystemer.
Udover en ordre på blandt andet Argonite og vandtågesystemer til to udenlandske kraftvarmeværker er Kidde Danmark blevet tildelt ordren på eksplosionsundertrykkende systemer til Vattenfalls tre danske kraftvarmeværker. Ordren omfatter i alt tolv kulmøller på Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket.

Udover ovennævnte eksplosionsundertrykkende systemer har Kidde Danmark også modtaget ordre på branddetekteringssystemer til både Nordjyllandsværket og Fynsværket.

- Eksplosionsundertrykkende systemer er et nyt område for Kidde Danmark. At føje dette område til vores eksisterende program vil yderligere cementere vores position som den danske leverandør med det største og mest somfattende produktprogram indenfor stationære slukningssystemer, siger salgs- og marketingchef Henrik Falshøj.

Energisektoren har mange forskellige former for behov for slukningssystemer, og Kidde Danmark er i dag allerede godt repræsenteret i denne sektor, bl.a. med inertgas (Argonite), vandtåge-, skum- og CO2 systemer samt branddetekteringssystemer, så udvidelsen af Kidde Danmarks produktprogram til også at omfatte eksplosionsundertrykkende systemer er en naturlig konsekvens af virksomhedens øgede fokusering på blandt andet energisektoren.


Leverandører
Tilbage til toppen