Efter otte år i spidsen for Kemp & Lauritzen har adm. direktør Allan Jørgensen valgt at opsige sin stilling til fordel for et job som CEO i Dovista Gruppen. Kemp & Lauritzen har under Allan Jørgensens ledelse taget store skridt gennem opkøb, fusion og strategiskifte til at være markedsleder i teknikbranchen.
Allan Jørgensen overtog topjobbet i koncernen den 1. november 2007. Siden er koncernen vokset markant gennem en række væksttiltag og opkøb – særligt betydende var opkøbet af Glenco i 2011 – og har formået at positionere sig som absolut markedsleder på teknikmarkedet. Omsætningen er steget fra 1 mia. kr. i 2007 til 2,5 mia. kr. i 2015, hvor koncernens medarbejderskare er vokset til over 2000.
Sidste år gennemførte koncernen en fusion af tre selskaber og et strategiskifte for at skabe en mere tværfaglig og kundevendt organisation. De organisatoriske forandringer skal fremtidssikre Kemp & Lauritzen og udfolde ambitiøse målsætninger om vækst for både top- og bundlinje i de kommende år.