SecurityWorldMarket

27-04-2009

ISS køber vagtselskab og etablerer ISS Security

"Vi har købt Securiguard A/S, som er et af Danmarks største vagtselskaber, fordi vi gerne vil tilbage på markedet for vagttjenester. Da ISS blev skabt helt tilbage i 1901 var det jo som et vagtselskab med bare 20 vægtere, som det dengang hed, der gik rundt i Københavns gader for at skabe ro og orden. Langt senere blev det til ISS Securitas, som siden blev solgt til Falck. Vagttjeneste passer naturligt ind i vores portefølje af serviceydelser, derfor går vi nu tilbage til det her marked," siger ISS' administrerende direktør i Danmark, Maarten van Engeland.

Securiguard A/S er Danmarks tredjestørste vagtselskab med 50 medarbejdere placeret i Storkøbenhavn og Nordsjælland. Securiguard A/S tilbyder mange forskellige vagttjenester blandt andet fast vagt, servicevagt i fx storcentre, runderingsvagt og alarmudrykning.
"Vi vil tage konkurrencen op med de største danske vagtselskaber, for vi går efter at blive et af de største vagtselskaber i landet. Det er et attraktivt marked i vækst, og med købet af Securiguard A/S kan vi nu supplere vores services med vagttjeneste. Vi har allerede i dag vagttjeneste hos nogle af vores største kunder, så det er kun naturligt, at vi nu fokuserer endnu mere på det marked," siger ISS' administrerende direktør i Danmark, Maarten van Engeland.
Maarten van Engeland har et indgående kendskab til markedet for vagttjenester fra sin tid som direktør i ISS Securitas i 1990'erne og siden som adm. direktør for Falck Securitas fra 2000 til 2004.
Vagttjeneste er en del af ISS koncernens overordnede serviceydelser. Med etablering af det nye forretnings-område, ISS Security, vil ISS i Danmark nu tilbyde alle fem serviceområder i ISS koncernens portefølje. I dag driver ISS i Danmark allerede forretning inden for catering, rengøring, ejendomsservice og office support. Globalt tilbyder ISS vagtservice i 26 lande uden for Danmark.
Da ISS blev grundlagt i 1901 var det under navnet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Dengang gik 20 sortklædte nattevægtere rundt i Københavns gader for at sikre ejendomme mod indbrud og brande. Helt frem til 1993 drev ISS vagtselskabet ISS Securitas, som blev solgt til Falck.




Leverandører
Tilbage til toppen