SecurityWorldMarket

05-03-2020

Ingen tiltro til det offentliges håndtering af personlige oplysninger

Danskernes tillid til det offentlige styrtbløder, og det er et kæmpe problem for samfundet, udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

På bare to år er danskernes tillid til myndighedernes håndtering af personlige oplysninger faldet markant. Stik imod regeringens målsætning.

Til spørgsmålet ‘I hvor høj grad har du tillid til, at de offentlige myndigheder passer godt på dine personlige oplysninger?’ svarer de fleste ’i høj’ eller ’i nogen grad’ (henholdsvis 27 og 49 pct.). 17 pct. angiver ’i mindre grad’ mens yderligere 6 pct. mener, at de ’slet ikke’ har tillid til, at det offentlige passer godt på deres personlige oplysninger.

Tilliden til det offentliges behandling af data er faldet fra 83% i 2017 til 76% i 2019. Samtidig er antallet af danskere, der har høj tillid til det offentlige, faldet fra 37% til 27%.

”Danskernes tillid til det offentlige styrtbløder, og det er et kæmpe problem for samfundet. Hvis vi som borgere ikke længere tror på, at det offentlige kan finde ud af at passe på vores data, så har regeringen for alvor fejlet i forhold til dens digitale ambitioner,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Publikationen bygger primært på oplysninger fra interviewundersøgelsen It-an­vendelse i befolkningen 2019.



Leverandører
Tilbage til toppen