Sækkene er blevet særdeles godt fyldt, når indbrudstyve var på rov sidste år. Knap 1,2 mia. kr. blev der stjålet for i 2007. Det er en stigning på 18,7 pct. i forhold til 2006, hvor der kun blev begået indbrud for lige knap 1 mia. kr.
- I øjeblikket oplever vi desværre en markant stigning i indbrud. Antallet af indbrud i Danmark har ellers været støt faldende siden 2002, men nu er tendensen vendt, og indbrudstyvene er igen blevet mere flittige, siger konsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen.
Det er både erstatningerne og antallet af indbrud, der er steget. Antallet af indbrud, registreret hos forsikringsselskaberne, er steget med 12,4 pct. fra 2006 til 2007.
Det er især i villaer og lejligheder, at indbrudstyve har stjålet for flere penge end tidligere. Tallene for indbrud i private hjem viser en stigning i erstatningerne på 21 pct. fra 2006 til 2007.
- Mange har fået råd til fladskærms-tv, bærbar pc og andre let omsættelige ting, som tyvene traditionelt går efter. Indbrudstyvene har fået øjnene op for, at der er mange værdier at stjæle ude i vores hjem, siger Christian Skødt.
17-08-2008


















