SecurityWorldMarket

18-10-2009

Iltreducerende teknologi kan hindre brandudvikling

Normal luft indeholder 20,9 pct. ilt. Ved et iltindhold i luften på 15 pct. kan stort set intet brænde med flammer. Afhængigt af, hvad man vil brandsikre, og hvad der i øvrigt foregår af aktivitet i området, kan man vælge en højere eller lavere iltkoncentration. Fx kan der allerede ved 17 pct. ilt opnås en betydelig brandhæmmende effekt, idet man nedsætter forbrændningshastigheden med en faktor 10.

På DBI-dagen den 6. maj blev det demonstreret, hvordan man kan hindre eller begrænse brand i at opstå ved hjælp af iltreducerende anlæg. Det var det tyske firma Wagner Group GmbH, Langenhagen, havde kørt sin store demobus til DBI i Hvidovre, hvor de besøgende kunne prøve, hvordan det var at opholde sig i et miljø med lav iltkoncentration.
Peter Clauss fra Wagner viste film og fortalte om firmaets system, Oxy Reduct, som var installeret i demobussen. Det foregik mens man sad i en atmosfære med et iltindhold på omkring 15 pct. Normal luft indeholder 20,9 pct. ilt. Ved et iltindhold i luften på 15 pct. kan stort set intet brænde med flammer.
Men afhængigt af, hvad man vil brandsikre, og hvad der i øvrigt foregår af aktivitet i området, kan man vælge en højere eller lavere iltkoncentration. Fx kan der allerede ved 17 pct. ilt opnås en betydelig brandhæmmende effekt, idet man nedsætter forbrændningshastigheden med en faktor 10, fortalte Peter Clauss.
Systemet fungerer i praksis ved, at luften filtreres i en kvælstofgenerator, og luften separeres i de 2 hoved-bestanddele: ilt og kvælstof.
De iltreducerende anlæg kan blandt andet bruges til at brandsikre store værdier i lagre og arkiver.
Rundt om i verden er der opsat flere hundrede sådanne anlæg, som har brandsikret områder på mellem 20 og 200.000 m3. I Danmark har erhvervslivet vist en stigende interesse for metoden, blandt andet i forbindelse med projekter, som DBI har deltaget i. Indtil videre er der dog ikke opnået myndighedsgodkendelse til etablering af iltreducerende systemer til brandsikring her i landet.
Ud over de rent brandsikkerhedsmæssige aspekter involverer sådanne anlæg også arbejdsmiljømæssige forhold.
Der har været en dialog i gang med blandt andet Beredskabsstyrelsen og Arbejdstilsynet, og DBI arbejder på at indhente information og erfaringer fra udlandet og på at tilvejebringe dokumentation og viden på området, som kan bane vej for, at dansk erhvervsliv kan udnytte den iltreducerende teknologi.

Kilde: DBI



Leverandører
Tilbage til toppen