SecurityWorldMarket

28-05-2018

Halvdelen af kommunerne nåede ikke i mål inden GDPR-start

Absolut ikke acceptabelt, mener Jesper Husmer Vang, der er chef for den enhed i Datatilsynet, som skal føre tilsyn med, om reglerne bliver overholdt.

I fredags trådte EUs databeskyttelsesforordning GSPR i kraft, men en undersøgelse foretaget af DR viser, at kommunerne, som forvalter borgernes mest følsomme oplysninger, langt fra er klar til at leve op til lovgivningens krav. Det er meget kritisabelt, mener Datatilsynet.

86 kommuner har svaret i undersøgelsen. 41 kommuner melder, at de ikke er klar endnu. Fem ved ikke, og 40 er klar. 

Chef for kontoret for digitalisering og borgerbetjening Pia Færch fra Kommunernes Landsforening understreger, at kommunerne har arbejdet benhårdt på at blive klar til fredagens deadline.

Hun mener, at der kan være flere gode grunde til, at alle ikke er nået i mål. Blandt andet havde Datatilsynet og Justitsministeriet lovet 14 vejledninger om den danske tolkning af reglerne, men tre af dem er endnu ikke udgivet.

- Så der er nogle områder, hvor kommunerne kan prøve at blive klar, men hvor de endnu ikke har fået den vejledning, de skal have, siger Pia Færch.

Datatilsynet: Absolut ikke acceptabelt
Der er dog ingen undskyldninger for ikke at være klar, mener Jesper Husmer Vang, der er chef for den enhed i Datatilsynet, der skal føre tilsyn med, om reglerne bliver overholdt.

Alt efter alvorsgraden kan kommunerne fra i dag blive straffet med bøde, kritik eller et påbud, hvis de ikke passer godt nok på borgernes oplysninger.

- Der vil ikke være en karensperiode, hvor de lige kan løbe sig i gang, siger han.

Trods de tre manglende vejledninger mener Jesper Husmer Vang, at myndighederne har gjort en stor indsats for at hjælpe kommunerne på vej. Han påpeger desuden, at persondataforordningen blev lavet for to år siden, og at kommunerne har haft god tid til at forberede sig.

- Der skal selvfølgelig være rum til at få finjusteringer på plads, men hvis de grundlæggende er langt fra at nå i mål, så er det absolut ikke acceptabelt, siger han til DR.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen