I december 2016 hørte Verden om historiens muligvis første fysiske eksempel på cyberkrig.

Det privatejede IT-firma, CrowdStrike, mente at have afsløret det første hackerangreb, der har kostet mennesker livet. Angiveligt afslørede hackerangrebet placeringen af ukrainske artilleristillinger, som efterfølgende blev bombet af russiske styrker.

CrowdStrikes rapport om angrebet tilbyder en forklaring på det russiske militærs opsigtsvækkende succesrate overfor ukrainsk artilleri og giver et makabert indblik i, hvad ondsindet software kan bruges til ved frontlinjen i det nye årtusinde, skriver Berlingske.

»Betegnelsen -cyberkrig- er blevet flittigt brugt før, ja. Men det her var første gang, det faktisk gav mening.«

Ordene kommer fra en finsk mand med hestehale og ledsages af et fast blik hen over runde brilleglas.

Mikko Hypponen arbejder for et andet IT-sikkerhedsfirma, F-Secure, men han har en pointe med at nævne den skelsættende afsløring. For ifølge Hypponen er det kun begyndelsen.

»Vi er kun lige akkurat sluppet ud af de sidste våbenkapløb, atomkapløbet. Efter 60 år lykkedes det os - sådan da - at lægge det bag os. Med det samme har vi kastet os hovedkulds ud i det næste våbenkapløb, cyberkapløbet. Og jeg tror på, at det her kun er begyndelsen - det er ganske sandsynligt, at vi kommer til at bruge de næste 60 år på dette nye våbenkapløb,«siger Mikko Hypponen til Berlingske.

Ifølge Mikko Hypponen er listen lang over stater, som anvender hacking.

»Og jeg har fuld forståelse for, at regeringer har brug for at spionere - det har regeringer altid gjort,«siger han.

Et af problemerne med cyberspionage er dog, at der kun sjældent er en rygende pistol. Gerningsmændene bliver sjældent fanget, og skylden for et angreb forsvinder ofte i det, Hypponen kalder »cyberkrigstågen«.

»Det er også en klar forskel fra atomkapløbet, hvor det handlede om den afskrækkende effekt ved at have dem. Cybervåben har ingen afskrækkende effekt,«siger han:

»De virker kun, hvis andre ikke ved, man har dem«, siger Hypponen til Berlingske.

Kilde: Jens Anton Bjørnager, Berlingske