SecurityWorldMarket

19-07-2016

Fortsat fald i sager om tricktyverier og afluring af pinkoder

Sager om tricktyveri og pinkodeafluring falder fortsat i Syd- og Sønderjyllands politikreds. I første halvår 2015 var der 28 sager med afluring af pinkode, og det faldt i 2016 til under det halve nemlig til kun 12 sager. Tendensen for tricktyverier er også faldende, hvor der i første halvår 2015 var 125 sager, mens der i samme periode i 2016 kun er registreret 111 sager. Fra 2014 til 2015 registrerede politikredsen ligeledes et fald.

- Vi er meget glade for, at færre borgere bliver udsat for den form for kriminalitet. Det er nemlig med til at højne trygheden for politikredsens borgere, siger specialkonsulent Christian Østergård fra politikredsens kriminalpræventive sekretariat.

Det skal være mere bøvlet at aflure pinkoder

Som en del af den præventive indsats indrettede Syd- og Sønderjyllands Politi i efteråret 2015 sammen med et sikringsfirma tre dagligvarebutikker, så det blev mere sikkert for kunderne at betale og mere besværligt for tricktyvene at aflure kundernes pinkoder ved betalingsterminalerne, idet forretningerne lavede:

Skiltning i butikken: ’Pas på din pinkode’

Vejledning til personale og kunder om forebyggelse af pinkodeafluring

Montering af PincodeProtection på betalingsterminalerne

Fokus på placering af spejle, så en gerningsmand ikke i spejlet kan aflæse kundernes pinkodeindtastning

Opsætning af diskretionslinjer ved kasselinjerne.

- Vi ser gerne et yderligere fald i tricktyverier og pinkodeafluring, og opfordrer derfor til, at flere dagligvareforretninger sætter fokus på forebyggelse af tricktyveri/pinkodeafluring og indretter kasselinjerne, så det bliver mere bøvlet for kriminelle at aflure betalende og intetanende kunders pinkoder, siger Christian Østergård.

Kontantløse betalingskort

Fra september 2015 er det flere steder muligt at betale uden brug af pinkode ved beløb under 200 kr. Man skal blot holde betalingskortet hen til det kontaktløse symbol på terminalen, hvor man betaler. Det betyder, at kriminelle ikke får muligheden for at aflure pinkoden. Se video fra nets http://bit.ly/29W9GtM Og pinkode og betalingskort må selvfølgelig aldring opbevares sammen! Det giver tricktyven for gode kort.

Fremgangsmåde ved pinkodeafluring

Fremgangsmåden ved afluring af pinkode er ofte, at gerningsmændene udser sig en ældre kvinde. En gerningsmand i butikken aflurer pinkoden og ringer til en medgerningsmand udenfor butikken og giver signalement af forurettede. Medgerningsmanden udenfor henvender sig til offeret under påskud om at spørge om vej eller lignende. Mens offeret er optaget, stjæler den første gerningsmand offerets betalingskort. Herefter misbruges dankortet.

Pinkodeafluringen kan også ske, når offeret hæver penge ved en automat. Pludselig er der en venlig person, der prikker forurettede på skulderen og viser, at offeret har tabt en 200 kr. seddel på jorden. Offeret samler sedlen op, tager sine penge, dankort og forlader stedet. I virkeligheden er der sket det, at en gerningsmand har afluret pinkoden, og mens offeret har fået afledt sin opmærksomhed med 200 kr. sedlen, bliver dankortet ombyttet med et andet dankort i samme farver. Da forurettede ikke ved, at han eller hun er blevet snydt, tror forurettede, at han eller hun har sit eget dankort og spærrer ikke kortet. Gerningsmændene har derfor god tid til at hæve på det stjålne kort.

Gode huskeregler

•Vær opmærksom på ikke at lade dig distrahere, når du betaler.

•Lad ikke andre aflæse dankortkoden i butikken og ved hæveautomaten.

•Tag dig god tid til at beskytte din dankortkode, når du taster ind.

•Bed andre om at holde afstand – det er bestemt ikke uhøfligt.

•Læg aldrig tasker fra dig uden at holde dem under opsyn.

•Vær opmærksom, hvis nogen forsøger at aflede din opmærksomhed eller skabe forvirring omkring dig.

Er uheldet alligevel ude

•Råb altid højt, hvis du opdager, der finder et tricktyveri sted mod dig eller andre.

•Få med det samme lukket for dine betalingskort. Ofte sker der hævning af større kontantbeløb i timerne lige efter tyveriet.

•Anmeld altid tyveriet til politiet på 1-1-4 før du taler med forsikringsselskabet.

•Har du behov for nogen at tale med efter tyveriet, så kontakt offerrådgivningen på telefon 25 50 66 90.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen