SecurityWorldMarket

22-05-2006

Forsikringsbranchen blåstempler tågekanoner

Forsikring & Pension (F&P) offentliggjorde i torsdags sin anbefaling af tågekanoner som indbruds-forebyggende foranstaltning - når installationen vel at mærke sker efter forskrifterne.

Tågekanoner er blevet et effektivt middel til at stoppe indbrudstyvene. Få sekunder efter alarmen er gået i gang, vælter en tyk tåge ud i lokalet, og det bliver umuligt for tyven at se en hånd for sig.
Stadig flere forretninger og virksomheder bruger tågekanoner til at sætte en stopper for indbrudstyve. Det er især i guldsmede-forretninger, radio-tv-forretninger, brilleforretninger og lagerbygninger, at tågesikring er blevet meget udbredt, og som noget nyt er private nu også begyndt at sikre deres hjem med tågekanoner.
- Tågesikring er effektivt. Når det bliver brugt rigtigt, viser alle erfaringer, at tågekanonerne så godt som hver eneste gang forhindrer tyveriet - eller begrænser det væsentligt, siger fuldmægtig Knud Knudsen, Forsikring & Pension.
Tågekanonerne skal installeres og anvendes rigtigt, hvis de skal sætte en stopper for indbrudstyve. Derfor anbefaler Forsikring & Pension, at installation af tågesikringsanlæg sker i henhold til Forsikring & Pensions vejledning om tågesikring.
- Røgen fra tågekanonerne er så tæt, at det ofte bliver forvekslet med røgen fra en brand. Personale i tågesikrede forretninger skal derfor instrueres grundigt i alarmsystemet, så man for eksempel undgår fejlalarmer, siger Knud Knudsen.



Leverandører
Tilbage til toppen