Det er Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der står bag ønsket om ny lovgivning.
Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, skal det ske ved at ændre bygningsreglementet, så der stilles krav om tyverisikring af døre og vinduer.
- Det mest effektive middel mod indbrud er at sikre sit hus. Og det sker ved at have gode vinduer og døre, som det er svært at komme ind ad, siger hun til DR.
Ønsket er, at døre og vinduer skal være så godt sikret, at det tager en indbrudstyv mindst tre minutter at bryde dem op.
Det bakker Enhedslistens retsordfører, Rune Lund, op om.
- Lovkrav om tyverisikrede døre og vinduer vil få antallet af indbrud til at falde drastisk. Derfor ønsker vi det indført i Danmark, siger han.
Dansk Folkeparti bakker op om ideen, hvis det kan gennemføres, uden at det bliver for dyrt for borgerne. Kravet skal ifølge partiet følges op af højere straffe til indbrudstyve.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd peger undersøgelser på, at indbrudssikring af huse kan sænke antallet af indbrudsforsøg med op til 20 procent og antallet af gennemførte indbrud med helt op til 50 procent.
De tre partier udgør tilsammen 97 mandater og har dermed flertal i Folketinget. Derfor vil Trine Bramsen nu bede regeringen indkalde til forhandlinger med partierne om en ny indbrudspakke.
Kilde: DR
*******************


































