SecurityWorldMarket

16-10-2007

Fjernbetjent villalås fra Ruko

En ny undersøgelse, som Interresearch har lavet for Ruko blandt 645 boligejere fra hele landet, viser, at der er stor interesse for nye sikringsmuligheder. En af de nye muligheder, som vækker størst interesse, er den fjernbetjente villalås Ruko ELVA, som gør livet lettere for børnefamilier og andre, der ønsker at slippe for at rode med nøgler.

Der kommer hele tiden nye muligheder til på det boomende sikringsmarkedet. En af de seneste er en fjernbetjent villalås, som tiltaler de danske boligejere. Trods interessen for ny teknologi har over halvdelen af de danske hjem dog stadig låse, som giver indbrudstyvene let spil.
- Med Ruko ELVA kan man fjernbetjene låsen på samme måde, som vi kender fra biler. Forældre med små børn, som kommer hjem med fyldte bæreposer under armene, kan åbne døren på 5-6 meters afstand i stedet for at stå og rode med en nøgle, mens ungerne flår i buksebenene. ELVA er også genial til ældre og svagtseende, som slipper for at anstrenge øjnene for at finde nøglehullet, forklarer Ruben Raun, marketingchef hos Ruko.
På trods af den store interesse for de nye produkter giver mere end halvdelen af de danske hjem stadig tyvene frit spil med låse, der er lige til at bryde op. De forældede låse kan genkendes på, at nøglen har et rundt hoved, og i undersøgelsen svarer 53 % af de danske boligejere, at deres hoveddørsnøgle ser netop sådan ud - et sikkert tegn på, at låsen ikke egner sig til yderdøre, men bør skiftes ud med en nyere og mere sikker lås.
Det er især københavnerne, der tænder på de nye produkter med fjernbetjente låse. Hele 58 % finder det interessant eller meget interessant at kunne fjernbetjene låsen i hoveddøren. Derimod er kun halvt så mange (29 %) af sønder- og vestjyderne interesserede i denne mulighed.
Samme forskel kan ses på danskernes villighed til at betale for øget sikkerhed. Især sjællænderne er klar til at lægge større beløb for at sikre værdierne i hjemmet, mens nordjyderne er mindst villige til at betale for at sikre sig mod indbrudstyve. Her vil over en fjerdedel (28 %) maksimalt betale 1.000 kr. for indbrudssikringen.
Ruko ELVA kan betjenes via nøgle, fjernbetjening, taster eller greb. Kan tilpasses det aktuelle behov for sikkerhed alt efter, om man er ude eller hjemme, er vågen eller sover. Leveres med Ruko Garant 10 højsikkerhedslås, som er godkendt på højeste sikringsniveau.

Fakta om undersøgelsen
Tallene i undersøgelsen er baseret på svarene fra 645 danske boligejere. Respondenterne er fordelt over hele landet og spredt over alle aldersgrupper. Undersøgelsen er gennemført i august 2007 for Ruko A/S af Interresearch via Krak.dk.




Leverandører
Tilbage til toppen